Little Rebellions indtager kulturhovedstaden

Køb en dans i den levende danseautomat. Glæd dig over opera i Aarhus’ gader. Jag som en ulv i natten. Oplev verden fra myrens perspektiv og vær med, når myten om Ikaros fortælles med særlig poesi i rammerne af en rå hangar. I de næste to uger indtager festivalen Little Rebellions Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017.

Har du lyst til at lade dig lede på afveje, blive overrasket og opleve bevægelse og dans, som du aldrig har set før, så har du chancen når festivalen Little Rebellions indtager kulturhovedstadens gader og stræder.

Med et internationalt udbud af kunstnere og hele 13 ensembler fra Danmark og udland inviteres publikum med på en lang række enestående performances - mange af dem er gratis.

Med festivalen Litte Rebellions gør vi det, kulturhovedstaden er allerbedst til: Vi skaber eksklusiv kunst af international klasse i det offentlige rum, så forbipasserende får en oplevelse og stof til eftertanke,” siger Rebecca Matthews, administrerende direktør i Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017.

Se tid og sted for Little Rebellions her

Der kan forekomme ændringer i spilletidspunkter.

Glæd dig til at opleve Little Rebellions her:

Seachange Theatre: Moving Spaces
Spontane events og uventede interventioner i byens rum. Udøvende kunstnere fra Aarhus omdanner byrummet med deres muntre påfund og uventede opdukken. Moving Spaces præsenterer lydinstallationer, iscenesatte events og visuelle finurligheder. De lukker op for velkendte steder og giver dem en ny historie, der vil få dig til at stoppe op og le, miste fodfæstet, undres, mærke og huske byen på en helt ny måde.

14. og 21. august, Ringkøbing. 18. august til 8. september, Aarhus. Installationen ”Haverne og Havet” i Horsens fortsætter til 26. august. Se mere her

DanceOmatic
Vælg præcis den type danseforestilling, du har lyst til at se. Ved at indkaste en 20’er i den unikke danceautomat™ får du mulighed for at vælge mellem en række korte dansekoreografier. På en computerskærm sammensætter du tema, danserne og dansestil, før du trykker på startknappen.

Vælg mellem hiphop, dans fra Taiwan og moderne dans!

Se turnéplanen og tidspunkter her

17. august, Silkeborg. 18. august, Herning. 19. august, Horsens. 22. til 24. august, Aarhus.

Carte Blanche: The White Tribe@Dokk1
The White Tribe overtager Dokk1 i Aarhus med handlinger inspireret af temaet: 'Vandet og byen, hvor kommer vi fra, og hvor er vi på vej hen?' En gruppe europæiske kunstnere vil hver især skabe et møde, en historie og et billede, hvorigennem de vil udforske deres egen oplevelse af Dokk1. Det hele kædes sammen til en magisk, mystisk rejse, som små publikumsgrupper kan opleve.

18. august kl. 19.30. 19. til 20. august kl. 14.00. 22. august kl. 16.00 og 19.30. 23. og 24. august kl. 19.30 DOKK1, Aarhus. Se her

Public Movement: Rescue
Israelske Public Movement undersøger og iscenesætter politiske handlinger i det offentlige rum. De sidste 11 år har Public Movement udforsket de regler, systemer og ritualer, der styrer dynamikkerne i et offentligt liv og offentlige rum. Forestillingen Rescue bygger på en koreografi afledt af gruppens træning med redningstyrker i Israel og Europa. Forestillingen finder sted i ruinerne fra en ukendt hændelse og skildrer på en gang øvelsen i at redde liv og den intimitet, som kan skabes mellem to menneskelige kroppe.

Støttet af Artis.

18. august mellem kl. 16.00 og 20.00 og 19. august mellem kl. 12.00 og 16.00, Pustervig Torv, Aarhus. Se mere her

NextDoor Project: Tekeraoi am mananga! Held og lykke på din rejse
Forestil dig at være fordrevet fra dit hjemland. At vandre og flakke hvileløst omkring. Fordi du ikke har noget valg. Tekeraoi am mananga! er en koreograferet gruppevandring. Det betyder, at du som deltager bevæger dig i en gruppe gennem byen, mens I modtager fortællinger og instrukser via høretelefoner. Vandringen fører dig ind i historien om landet Kiribati, der om bare 25 år er opslugt af havet - som konsekvens af den globale opvarmning. Dansere, musikere og performere fra Danmark og Kiribati leder dig gennem vandringens fortælling om rodløshed, udmattelse og drømmen om en fremtid.

18. august kl. 17.00. 19. august kl. 12.00 og 16.00. 20. august kl. 12.00, udenfor DOKK1, Aarhus. Se mere her

Teater Fluks: Crisis loves Company
Kom ind fra gaden og bestil en personlig og usædvanlig oplevelse. Køb en øl og en performance, eller måske en kop kaffe og en dans. Alt efter, hvad du vælger fra menuen, kan du nyde den valgte oplevelse i caféen, haven eller den fascinerende kælder. Nogle oplevelser er for op til fem gæster, mens andre er helt individuelle en-til-en møder. Temaet er krise. Hver oplevelse varer 15-25 minutter og du kan vælge en eller flere. Nogle foregår på engelsk. Forestillingen spiller for alle over 15 år. Ikke egnet til gangbesværede. Billetpris: Adgang til én oplevelse: 50 kr. Adgang til tre: 100 kr. Ingen billetbooking, bare mød op.

18. til 20. august kl. 15.00 -17.00 og 20.00-23.00, Café Englen, Studsgade 3, Aarhus. Se mere her

Troels Primdahl: MY ICARUS COMPLEX [a tragedy]
Den visionære danske instruktør og koreograf Troels Primdahl vender tilbage fra Berlin til Jylland med premieren på sit nyeste danseshow, MY ICARUS COMPLEX [a tragedy]. I Tirstrup Lufthavn skaber otte dansere fra Primdahls trup en nat fuld af poetiske oplevelser med lyd af den danske musiker Antonio Gram.

Her kan publikum forvente mere end blot en danseforestilling, for dette er en international produktion i en helt særlig kategori. Ved solnedgang vil publikum ankomme til gammel flyhangar placeret i den tidligere militærbase på Djursland. Et ensemble af dansere i verdensklasse vil lede publikum gennem fortællingens mange psykologiske lag og overlade os til natten med en rungende eftertanke: Skulle Ikaros have lyttet til sin faders advarsler og holdt sig i sikker afstand fra Solen? Eller hvad nu hvis Ikaros var fuldt bevidst om vanvittigheden i sin sidste handling? Kunne opstigningens ekstatiske rus være hele faldet værd? Medvirkende i det kunstneriske team indgår også den danske elektroniske musiker Esben Valløe med sit nye techno-crew M€RCY samt den anmelderroste digter Casper Eric.

19. til 21. august kl. 20.00, Aarhus Lufthavn, Tirstrup. Mulighed for gratis shuttlebus fra Aarhus (forestillingen koster 350 kr). Se mere her

Other Spaces (Finland) i samarbejde med SECRET HOTEL: Wolf Safari
I den deltagerbaserede performance Wolf Safari forvandles deltagerne til ulve. Ved at se verden gennem ulvens øjne og leve sig ind i dens vaner og adfærdsmønstre får du samme perspektiv som dyret, der atter er blevet en del af et nyt vildt og farligt Danmark. Alene i mørket søger du efter din flok. Bevæger dig med klanen og bruger alle dine sanser. Sammen opsporer og jager I bytte gennem byens nat som ulve i menneskekroppe. Velkommen til det vilde liv!

Værket er skabt af finske OTHER SPACES, præsenteret af danske SECRET HOTEL.

25. og 26 august kl. 21.00 til 01.00, Brobjergskolen, Aarhus. Se mere her

Tina Andersen: Det Levende Bord
En performance, som fejrer livets intense smag. VILdSKAB byder på en anderledes middag. Uden mad. En slags anti-middag med performeren Tina Andersen som værtinde. Som gæst bliver du involveret, guidet og underholdt. Fællesskabet er aftenens menu. Du kan spise det, lytte til det, mærke det, tale med det og se det. Sammen undersøger I fællesskabet i trygge og uvante rammer omkring et bord. En sjælden sanselig oplevelse, hvor du sidder til bords med naturen.

“Middagen” varer cirka en time. Det er et lille intimt selskab på 12 mennesker. I mødes et sted i Aarhus centrum. Adressen vil tikke ind pr. SMS og mail nogle dage før…

19. til 21. og 23. til 26. august kl. 17.00 og 20.00. Se mere og køb billet her

Eglé Budvytytè i samarbejde med Bart Groenendaal: Shakers, Lovers and Bystanders
Shakers, Lovers and Bystanders er en ny, rå og sårbar koreografisk performance skabt specielt for Aarhus 2017 i samarbejde med otte lokale dansere. Den anerkendte litauiske kunstner Eglè Budvytytè skaber performances om forholdet mellem krop, miljø og publikum. I Budvytytès koreografi udføres handlinger, der ofte kan virke selvmodsigende og pinligt ude af kon­tekst - nogle gange virker de nærmest som nødsituationer. Hendes performere slæber sig afsted, falder sammen, lø­ber i takt og gestikulerer, mens de afslører sårbarheder og modstridende følelser i en udveksling med publikum. Ved at lade sine medvirkende gennemleve krampeanfald og kropslige rystelser, undersøger Eglè Budvytytè menneskets sårbarhed og måde at være tilstede i det offentlige rum.

Shakers, Lovers and Bystanders kan opleves på Lille Torv i Aarhus.

Støttet af Det Obelske Familiefond og 15. Juni Fonden.

19. august kl. 17.00, 20. august kl. 13.00 og 16.00, 21. august kl. 19.00, Lille Torv, Aarhus. Se mere her

Andreas Tang-Brock: Opera i Opgangen
Med Opera i Opgangen kan du opleve en koncert i stormagasinet Salling og i Aarhus’ gader. Hold øje med aarhus2017.dk og glæd dig selv med en dybt tilfredsstillende operaoplevelse.
19. august kl. 12 og 13, Skt. Clemens Bro, Aarhus
19. august kl. 15 og 16, Møllestien, Aarhus
20. august kl. 12 og 13, Telefontorvet, Aarhus
20. august kl. 15, OMA kollegiet, Aarhus
22. august kl. 10.15, Frederiksbjerg Skole, Aarhus
22. august kl. 12, Rampen Godsbanen, Aarhus
24. august kl. 12, Rådhuset, Aarhus
25. august kl. 12, ARoS, Aarhus
25. august kl. 13.30 og 14.30, Salling, Aarhus
25. august kl. 16.30, Stjær, Galten

Se mere her

SECRET HOTEL: Walking Lecture on Ants
Få kontakt med dit indre insekt, og tag med på en gåtur med næsen tæt ved jorden. Myreforsker Hans Joachim Offenberg og hjerneforsker & antropolog Andreas Roepstorff skaber sammen med scenekunstnerne Christine Fentz og Betina Birkjær, og lydkunstner & kemiker Maiken Vibe Bauer et unikt vandreforedrag om et af jordens mindste og ældste væsener – myren.

Hvordan er myrers sociale strukturer opbygget? Hvordan er deres hjerner skruet sammen? Hvordan ser deres verden ud, og hvordan lyder den?

Foredrag, scenekunst, sanseoplevelser, vandring, smagsprøver og lydlandskaber indgår i værket.

22. august kl. 17.00 og 27. august kl. 16.00, mødested Botanisk Have, cykelparkeringen ved Væksthusene. Se mere her

Villiam Miklos Andersen: Urban Substitution
Urban Substitution placerer kunsten i Aarhus' byrum. Faste byrumselementer fjernes fra deres sammenhæng, og kunstværker placeres i de tomrum, der opstår. Gennem små happenings skaber projektet uventede oplevelser i det offentlige rum, giver stof til eftertanke og kaster et nyt lys over det eksisterende og kendte miljø. Blandt de mange deltagere er Jayne Dent (Storbritannien), Wendimagegn Belete (Etiopien og Norge) og Villiam Miklos Andersen (Danmark).

24. august kl. 15, Det Jyske Kunstakademi. Se mere

Billede: Crisis Loves Company, Teater Fluks