Drop de provinsielle diskussioner og lad Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 shine for alvor. Sådan lyder opfordringen fra den tyske kulturkonsulent Georg Justus Schwartz og programdirektør for Aarhus 2017 Juliana Engberg i det seneste nummer af magasinet Dialog.
Der er spændende synspunkter og utvetydige opfordringer til os alle i det seneste nummer af Dialog - magasinet for regional udvikling.
I den seneste udgave har magasinet nemlig valgt at sætte fokus på Europæisk Kulturhovedstad, Aarhus 2017. Og i den forbindelse møder vi to internationale kapaciteter på det kulturelle område. Og de har stærke holdninger, opfordringer og gode råd med til os. Det drejer sig om den tyske kulturkonsulent Georg Justus Schwarzt, der har arbejdet for Goethe instituttet i Rom og som har mange europæiske kulturprogrammer på sit CV, samt programdirektør for Aarhus 2017, Juliana Engberg, som siden 2002 og indtil hun landede i Aarhus i foråret 2015 har været kunstnerisk direktør for Det Australske Center for Moderne Kunst i Melbourne.
Hver for sig understreger de, at Europæisk Kulturhovedstad, Aarhus 2017 handler om, at vi udnytter chancen, griber muligheden og forstår at vi er i gang med noget stort og anderledes, som kommer til at sætte spor i regionen i mange år fremover:
"I 2017 vil alles øjne - også udlandets - rette sig mod denne region. Så vi skal være klar. Det kræver, at vi virkelig strammer os an og forbereder os grundigt, og når vi gør det, vokser vi med opgaven,” siger Juliana Engberg og lover en mental optur til regionen. Ligesom sin tyske kollega er hun overbevist om, at året som Europæisk Kulturhovedstad vil få en stribe positive effekter i form af vækst, nye internationale netværk og mere innovation til regionen.
Du kan læse hele temaet om Aarhus 2017 her.