I samarbejde med Kulturmødet 2015 og Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 laver det Aarhus-baserede projektmiljø Frontløberne og den kreative virksomhed Bureau Detours igen i år et aktivitetsområde kun for unge.
Årets Kulturmøde foregår på Mors fra 20.-22. august. I år sætter Kulturmødet blandt andet fokus på temaer som kunsten og kulturens betydning, kunstnerisk ytringsfrihed, virksomheders kulturelle ansvar, amatørkultur, den geografiske spredning af kunsten og kunststøtten og meget mere.
Der er også fokus på kunstens betydning for børn og unge, og derfor støtter Aarhus 2017 Frontløbernes og Bureau Detours arbejde for med årets UngeCamp at give de unge en stemme og et rum til at netværke, udvikle idéer og tage del i beslutningsprocesser i.
Følg UngeCamp 2015 på Facebook.
Kulturfjorden
De unges område på Kulturmødet 2015 ligger ved KulturFjorden. Her vil der være et massivt udbud af aktiviteter, men i år vil unge også campere på området, og derudover vil der være en række debatter, der særligt inddrager de unge. Det er Bureau Detours, der bygger rammerne igen i år, og Frontløberne, der samler unge fra hele landet.
Albert F. Helmig fra Bureau Detours er projektleder for faciliteringen og opbygningen af årets UngeCamp. Arbejdet med at bygge camp’en har været i fuld gang den seneste uge. De er dog ikke færdige, og det er der en væsentlig pointe i:
”Det bliver aldrig helt færdigt – vi bygger videre de næste dage under arrangementet. Det er en del af vores koncept. Og hvis de unge gerne vil hjælpe til med at bygge videre på camp’en og vores palleborg er de meget velkomne til det,” siger Albert F. Helmig og uddyber:
”Det er også derfor, vi har valgt at bruge paller som byggemateriale. Det er råt, nemt at bygge med og en god måde at involvere folk på. Alle kan være med efter et 10-minutters kursus. Og det er fedt at opleve, hvordan folk er glade for at bidrage og være med til at skabe noget sammen,” fortæller Albert F. Helmig.
Anderledes end sidste år
I år er camp’en anderledes end sidste år. Alle ungeaktiviteter i form af eksempelvis workshops, debatter, bar- og caféområde er flyttet ind på området, og palleborgen er omkranset af teltlejren, hvor hundredevis af unge camperer fra torsdag-lørdag. Albert F. Helmig er glad for, at det hele er samlet på ét område i år:
”Vi ligger helt alene nede ved fjorden, og det er en meget, meget flot beliggenhed. Og vi har allerede nu – altså inden selve Kulturmødet officielt er åbent – oplevet, hvordan de lokaler børnehaver og vuggestuer har deres faste daglige rute i camp’en for at se, hvor langt vi er kommet med byggeriet. Det tegner godt,” fortæller Albert F. Helmig fra Bureau Detours.
Læs mere om programmet for Kulturmødet 2015 her.
Følg Kulturmødet 2015 på Facebook.