Aarhus 2017s nyrenoverede Glascontainer åbnede i lørdags på Tangkrogen sammen med kunstudstillingen Sculpture by the Sea, Aarhus. Hele juni står containeren placeret ved udstillingens hovedindgang og er åben for gæster.
HKH Kronprins Frederik kunne i lørdags klippe snoren og officielt åbne Sculpture by the Sea, Aarhus. Kronprinsens klip frigav en myriade af store røde heliumballoner, som ventede udspændt over Aarhus 2017s Glascontainer.
Aarhus 2017 støtter skulpturudstillingen Sculpture by the Sea, Aarhus, og Glascontaineren er noget af det første, der møder udstillingens gæster, når de ankommer.
Frem til og med den 30. juni vil containeren være bemandet med personale, der fortæller om RETHINK og Aarhus som Europæisk Kulturhovedstad 2017. Containeren er åben alle dage fra klokken 10 til 20, og gæsterne kan opleve en helt nyrenoveret Glascontainer med et nyt formidlingskit om Aarhus 2017. Afhængig af alder og interesse kan man både få balloner, gentænkte bolsjer og deltage i en kulturundersøgelse via iPads, ligesom der vil være udvalgte aktiviter, som annonceres løbende på vores Facebook-side.
Kom forbi, når I alligevel skal nyde stranden og de spændende skulpturer.
Vel mødt i Glascontaineren på Tangkrogen!