Seks østjyske kommuner sætter kurs mod 2017 - med opbakning fra Kulturministeren. På Maltfabrikken i Ebeltoft satte Uffe Elbæk (i midten) sit navn på en aftale om de kommende fire års kultursamarbejde.
Kulturministeren har nu officielt indgået en kulturaftale for 2013 – 2016 med de seks østjyske kommuner i Kulturring Østjylland.Med aftalen følger 2,4 millioner kroner til østjysk kultur.
Arbejder målrettet hen mod 2017
Kulturring Østjylland består af et samarbejde mellem de seks kommuner Syddjurs, Norddjurs, Favrskov, Odder, Skanderborg og Samsø. Med aftalen vil de seks kommuner arbejde mere målrettet hen mod kulturhovedstadsåret 2017.
Områdets fælles kulturarv og kulturlandskaber vil blive gentænkt og eksponeret for borgere og turister på nye måder. Der bliver fællessang i naturen i samarbejde med internationale solister og kor.
Desuden vil kommunerne arbejde akrivt med at udvikle kreative miljøer i krydsfeltet mellem kultur og erhverv, og der kommer masser af kulturaktiviteter i forsamlingshuse, i skoler, på biblioteker, i byrummet og på de sociale medier.
Kultur som drivkraft for udvikling
Kulturminister Uffe Elbæk siger i forbindelse med aftalen:
"Vi skal styrke samarbejdet om – og opmærksomheden på – kulturens potentiale i alle dele af Danmark. De seks kommuner, der udgør Kulturring Østjylland, har taget initiativ til en fælles satsning på kulturen som drivkraft for udviklingen i området. Den nye kulturaftale rummer mange inspirerende tiltag, hvor der tænkes nyt og på tværs af traditionelle grænser. Og det vil jeg rigtig gerne bakke op om!"
På billedet, fra venstre:
Kulturformænd fra de respektive kommuner, der indgår i Kulturring Østjylland.
Jesper Mathiesen, Syddjurs Kommune
Henrik Kjær, Samsø
Lars Møller, Norddjurs
Uffe Elbæk
Anders Nørgaard , Favrskov
Jens Grønlund, Skanderborg
Lars Grønlund, Odder