Kreative byer bliver verdensbyer

Programdirektør for Aarhus 2017, Juliana Engberg, glæder sig til at vise verden, hvad der venter i 2017.

Hvad kan vi se frem til i 2017? Hvad er programmet? Hvordan planlægger man et helt år som Europæisk Kulturhovedstad? I det følgende kan du læse programdirektør Juliana Engbergs svar på disse spørgsmål.

“Året som Europæisk Kulturhovedstad er vores mulighed for at vise verden, hvad vi drømmer om, hvad vi kan kreere og udvikle samt en mulighed for at skabe varige forandringer, som vil løfte vores kultur ind i fremtiden,” siger Juliana Engberg.

Hvad kan vi forvente os af programmet for Aarhus 2017?
”Programmet giver først og fremmest mulighed for, at vi kan fejre store kulturelle begivenheder, men også for, at vi kan fordybe os og blive provokeret ved hjælp af kunst og kultur. Igennem hele året undersøger vi det essentielle og det særlige ved det at være dansk. Og vi undersøger, om den tilgang til verden, som er indlejret i vores skikke og vores vaner, også er den rettesnor, vi skal følge på vores videre færd ind i fremtiden, for eksempel når vi skal finde og tage vores plads som en del af det europæiske fællesskab.

Programmet er blevet udviklet i dialog – og med input fra - 10.000 indbyggere og organisationer. Det rummer fortællingerne om vores danske historie og grundlæggende værdier, det skaber muligheder for at man kan rejse gennem landet og opdage den mangfoldige natur og kultur, som byder sig til for os. Det skaber nye jobs og efterspørgsel på ny markant kunst. Og det integrerer det enestående arbejde, skabt af vores mange kulturelle organisationer, som nu har fået chancen for at hæve overliggeren, planlægge mere ambitiøst og gentænke deres begrænsninger.”

Hvordan kommer året til at forløbe?
”Hver måned har sin særlige fejring - det kan være en af de 12 fuldmåne-events eller en MEGA-event, store forestillinger og udstillinger af en helt særlig karat. Det er naturligvis highlights. Men i hver eneste måned vil man også opleve en stor mængde af mindre events. Det kan være projekter i lokalsamfundene, der er udsprunget af en græsrodstankegang. Altså projekter som er skabt for de samfund, og hvor den enkelte har en andel i at skabe det varige udbytte.

Sideløbende med det udvikler vi et spor, der rummer debatter, diskussioner, forelæsninger, samtaler, sådan at vi kan trænge ind til kernen. Det er nødvendigt for vores fremtid, at vi udfordrer os selv til virkelig at gentænke. Så hver eneste måned har begiveheder på højt kunstnerisk niveau, der sætter fokus på fornøjelse, på fælleskab og på den filosofiske dimension.”


Hvad er det væsentligste ved at være en Europæisk Kulturhovedstad?
"De fleste vil nok sige, at man ønsker at blive Europæisk Kulturhovedstad, fordi det stimulerer erhvervsliv, turisme og skaber grobund for velstand. Det er sandt. Det kan vi allerede se: Øget turisme, nye erhverv som rykker til regionen og positive forventninger til økonomien. Men det allervigtigste er, at det tillader en by og en region at se på sig selv med nye øjne, at være ambitiøs, at gøre opmærksom på sig selv – at være en kreativ by.

Kreative byer indbyder til, at man løber en risiko. De dyrker deres forskellighed og fremmer mangfoldighed, de skaber velstand gennem kreativitet. De er pulserende, levende samfund, hvor dristighed bliver belønnet, hvor nye ideer, kunstformer og medier konstant spirer frem. En kreativ by værdsætter kunst og skabere af kunst og den energi, som kommer med nye indbyggere. Med stærke bånd mellem det kreative og det kommercielle gøder man jorden for ideudvikling og fremmer økonomisk vækst.

Kreative byer har en stærk identitet. De er overrumplende og energifyldte steder, hvor enhver kan opleve glæden ved kreativitet og den følelse af noget helt forunderligt, som fantasi og forestillingsevne kan vække. Kreative byer bliver verdensbyer.”

Hvad med den internationale dimension?
"Programmet rummer mange internationale kunstnere og projekter, og vi har været optaget af at opmuntre vores danske organisationer til at samarbejde og udvikle kulturelle netværk, som bygger broer mellem Danmark og verden. Et virkelig godt eksempel på det er Tree of Codes, vores helt fantastiske forestilling, som vi bringer til Aarhus i samarbejde Manchester International Festival og en lang række andre partnere.

Vi arbejder naturligvis tæt sammen med en række andre Europæiske Kulturhovedstæder: Vi har særligt udviklet stærke bånd til Pafos (Europæisk Kulturhovedstad 2017) Men også med San Sebastián, Wroclaw og Leeuwarden. Vi skaber værker, som vi håber kommer til at rejse til andre kulturhovedstæder og endnu længere væk. Og vi bringer nogle af de bedste kunstnere til Danmark for at arbejde her i 2017. Og vi er i tæt samarbejde med den britiske kulturby 2017, Hull. Vi åbner dørene på vid gab.”

Hvad er den største udfordring?
"Det er en udfordring er at skabe en forståelse for, at en Europæisk Kulturhovedstad ikke blot er en festival. Det er meget mere komplekst i dybden og i bredden samt mangefacetteret i opbygning og struktur, indhold og afvikling. Vi skal stå til ansvar for mange interessenter – lokalt, nationalt og internationalt. Ofte forstår og tænker folk på kultur gennem en festival-formel. Men det her er meget mere storslået, unikt og nuanceret.”