30. marts åbner et nyt og gratis legelandskab i Rådhusparken i Aarhus: My Playground. Legelandskabet er en del af Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 og det åbnes af Silja Okking fra DR’s Ramasjang med Ønskelandssangen fra børneåbningen. Derefter spiller Aarhus Symfoniorkester en slagtøjsballade, Flying Superkids giver opvisning og så er legelandskabet åbent døgnet rundt de næste seks uger.
Barnlige sjæle i Aarhus, Randers, Hadsten og Holstebro kan resten af året fejre Europæisk Kulturhovedstad, når 400 kvadratmeter nyt legelandskab tager på turné rundt i Region Midtjylland. Landskabet er skabt af arkitektfirmaet Gustin Landskab, der er eksperter i leg og design, i samarbejde med kulturhovedstaden og med støtte fra Nordea-fonden.
My Playground består af mere end 37 op til tre meter høje hvide kuber i forskellige størrelser. Kuberne kan kombineres på utallige måder og står på et underlag af certificeret faldgummi. Med jævne mellemrum indhylles legelandskabet af tåge, så spændingen stiger, mens store og små rykker sammen eller går på opdagelse i det ukendte.
”My Playground bygger videre på den unikke danske tradition, hvor kroppens grænser udfordres gennem fri leg, mens der samtidig er fokus på læring og æstetik. My Playground er et mobilt legelandskab, hvor man sætter sine egne grænser, mærker efter i maven og prøver sig frem. Det er et nytænkende og poetisk bud på fremtidens legeplads for store og små,” forklarer Rebecca Matthews administrerende direktør i Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017.
”My Playground belønner den naturlige nysgerrighed. Du kan man kravle op, kravle ind, lytte til musikalske lydbilleder inde i kuberne, hoppe, svinge, lege, snakke og forsvinde i den tætte tåge. Det er et sted, hvor nysgerrigheden vækkes,” tilføjer programdirektør Juliana Engberg.
Hver by er vært for My Playground i halvanden måned. I denne periode bliver landskabet et bankende hjerte for et lokalt aktivitetsprogram med teater, dans, kor, gymnastik, street idræt og meget mere. Det er gratis og alle er inviteret med – børnefamilier, daginstitutioner, unge, kunst- og arkitekturinteresserede og alle andre.
”My Playground vil indtage byens rum og invitere til leg og bevægelse for mange på tværs af alder og køn. Takket været det store engagement fra frivillige og foreningsliv vil My Playground bidrage til Kulturhovedstad 2017 med synlige og sanselige aktiviteter i øjenhøjde. Et bidrag, som inkluderer mennesker, spreder livsglæde og skaber nye fællesskaber – og dermed fint udtrykker Nordea-fondens arbejde for at støtte gode liv,” siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden.
Program for åbning af My Playground 30. marts i Aarhus
14.00 Velkomst ved vært Silja Okking fra Ramasjang og åbningstaler
14.15 Silja Okking synger for på ’Ønskelandet’ – sangen fra Aarhus 2017s børneåbning
14.30 Alle børn hjælper med at åbne My Playground – og indtager pladsen med fri leg
15.00 Minikoncert med Silja Okking m.fl.
15.30 Flying Superkids kommer og viser deres vilde kunster på og omkring kuberne
16.00 Det officielle program slutter – alle er velkomne til at blive og lege videre
My Playground er støttet af Nordea-fonden og åbner:
Aarhus: Torsdag d. 30/3-2017 kl. 14 i Rådhusparken
Randers: Torsdag d. 1/6-2017 kl. 14 på Jens Otto Krags Plads
Hadsten: Torsdag d. 3/8-2017 kl. 14 på Sløjfen
Holstebro: Torsdag d. 5/10-2017 kl. 14 i Slagteriet