Knud Højgaards Fond støtter Aarhus 2017 koncerter og danseforestillinger af tre legendariske kunstnere i Musikhuset Aarhus i november.
Vi er meget stolte over og glade for at kunne fortælle, at Knud Højgaards Fond har ydet et yderst generøst bidrag til realiseringen af en unik uge, hvor Aarhus 2017 byder på enestående oplevelser af ikoniske værker skabt af Lucinda Childs, Philip Glass og Anohni i Musikhuset Aarhus.
Fra onsdag den 15. til og med søndag den 19. november glæder vi os til at invitere publikum til en uge i musikken og bevægelsens tegn.
Programmet - som hører til højdepunkterne i kulturhovedstadsåret - rummer:
- To koncerter - hhv. Works for Piano og The Complete Piano Etudes - med nye og ikoniske værker af Philip Glass fremført af såvel internationalt berømmede pianister som af stjernekomponisten selv.
- Tre danseforestillinger af den legendariske koreograf Lucinda Childs værk DANCE, som opføres af hendes ensemble med scenografi af kunstneren Sol LeWitt og musik af Philip Glass.
- En eksklusiv koncert med musikeren og multikunstneren Anohni, der sammen med Aarhus Symfoniorkester og det klassiske kammerkor Concert Clements fra Aarhus vil præsentere nye og kendte sange og arrangementer.