JORN+MUNCH – OM NATTEN

Museum Jorn holder åbent hele natten mellem lørdag og søndag, hvor det er sidste chance for at se udstillingen JORN+MUNCH.

Over 65.000 gæster har allerede set Jorn+Munch i til tider tæt pakkede sale. Museum Jorn tilbyder nu at man kan se det populære møde mellem Nordens to største kunstnere i nattens ro og mag. Museum Jorn holder åbent hele natten fra lørdag d. 27.maj til søndag d. 28.maj hvor udstillingen har sidste dag.

”Det er en gammel drøm om at holde nat på museet, vi regner ikke med at Jorns og Munchs hovedværker bliver levende efter midnat, men tænker at publikum får en helt særlig poetisk oplevelse når de kan besøge museet midt om natten. Noget som normalt er forbeholdt nattevagten. Udstillingen har jo haft mange gæster, atelierne har til tider været tæt pakket og nu får man chancen for at se hovedværkerne i en helt anden og mere afdæmpet stemning. Det er ikke en chance som kommer igen,” fortæller museumsdirektør Jacob Thage.

”Vi tænker det som en festlig og anderledes afslutning på en kæmpe succes. Desværre kan vi ikke forlænge udstillingsperioden, men på denne måde kan vi udvide åbningstiden. Vi byder på en gratis kop kaffe til de kunstinteresserede natteravne, der vil udnytte chancen til at opleve udstillingen i fred og ro,” fortæller Jacob Thage.

Jorn+Munch har været et af de største tilløbsstykker i Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017. Udstillingen er blevet overøst med stjerner og hjerter af anmelderne, har fået massiv presseomtale i franske, norske og tyske medier og er blevet besøgt af over 65.000 gæster, hvoraf over halvdelen kommer fra andre steder end Midtjylland.

Udstillingen er udviklet i samarbejde med Munchmuseet i Oslo.