JAGTEN PÅ PROGRAMDIREKTØR FORTSÆTTER

Fonden Aarhus 2017, der står bag Aarhus som Europæisk Kulturhovedstad, har besluttet at genopslå stillingen som programdirektør.

Det var en enig bestyrelse, der besluttede at fortsætte jagten på programdirektøren. Med baggrund i den nylige ansættelse af den administrerende direktør ønsker bestyrelsen at finde den helt rigtige profil til jobbet som programdirektør og dermed sikre det stærkest tænkelige lederteam.

"Det er helt afgørende, at vi finder en person, der fuldt og helt matcher den nye administrerende direktør Rebecca Matthews. Det handler om at finde en person, som har hele pakken, både de faglige og menneskelige kvalifikationer, der kan sikre den mest succesfulde kulturhovedstad til dato," siger formand for bestyrelsen i Fonden Aarhus 2017 og borgmester i Aarhus Jacob Bundsgaard.

I februar kunne Fonden Aarhus 2017 præsentere den internationale profil Rebecca Matthews som ny administrerende direktør. Opgaven bliver nu at finde en programdirektør, der kan supplere Rebecca Matthews således, at projektet får den stærkest mulige ledelse.

"Der er tale om en vigtig og spændende stilling. Jeg er derfor glad for, at bestyrelsen har givet mig mulighed for fra begyndelse at deltage i det vigtige arbejde med at finde den helt rigtige person som programdirektør," siger den kommende administrerende direktør i Aarhus 2017 Rebecca Matthews. www.rethink2017.dk

Stillingen vil snarest blive genopslået både internationalt og nationalt.

"Det er helt afgørende, at kulturhovedstaden får en stærk ledelse. Det er derfor vigtigt, at vi får den bedst mulige løsning, og det er ikke altid den hurtigste. Der er stadig nogle år frem til 2017, så jeg synes, at vi har truffet den rigtige beslutning ved at fortsætte jagten på den perfekte kandidat lidt endnu," siger næstformand for bestyrelsen i Aarhus 2017 Anders Byriel.