Ian Rankin er manden bag den verdensomspændende successerie om kriminalkommissær John Rebus. I år er Ian Rankin hovednavn på Krimimessen i Horsens, som løber af stablen for 13. år i træk.
Inden han skal tale med Jesper Stein foran et forventningsfuldt publikum, har han taget sig tid til at fortælle Aarhus 2017 om, hvordan byen Edinburgh har fået en central rolle i hans romaner.
Det er Rankins første besøg på Krimimessen, og dermed også første gang han oplever det gamle statsfængsel, som har været kulisse for messen siden 2007.
Netop Rankins valg af kulisse er blevet en så vigtig del af bøgerne, at Edinburgh, hvor kriminalkommissær Rebus lever og arbejder, nærmest er en selvstændig karakter i bøgerne.
”Da jeg kom til Edinburgh som 18-årig studerende, kendte jeg slet ikke byen, så jeg skrev om den, og på den måde fik jeg en idé om, hvordan den fungerede.” Fortæller Rankin om sine første år som studerende på Edinburgh Universitet. ”For hver bog, jeg skrev, fik jeg endnu en brik til puslespillet,” fortsætter han.
Ian Rankin laver ikke om på Edinburgh, for at få byen til at passe ind i bøgerne, med én undtagelse, ”når jeg skriver om socialt belastede boligområder, så er de fiktive, jeg vil ikke hænge nogle bestemte områder ud, for der bor en masse mennesker, der gør et stort stykke arbejde for at forandre tingene.”
Når byen udvikler sig, følger bøgerne med, og derfor har det skotske parlament, som blev etableret i 1999, og det nye sporvognssystem også haft en plads i bøgerne.
Da Ian Rankin skrev de første bøger, sagde turismefolkene til ham, at hans historier ikke var godt PR-materiale, fordi de handlede om Edinburghs skyggesider, men i dag er der guidede ture, hvor en skuespiller viser gæsterne rundt i Rebus’ Edinburgh.
Rankin siger, ”Edinburgh har to sider. Der er den ene side, som er den de fleste turister ser med slottet og den botaniske have. Den anden side er der, hvor folk bor og lever,” – alle de skjulte steder, som Rankin også prøver at vise i sine bøger.
Ian Rankin er ikke færdig med at udforske Edinburgh og forhåbentlig er hans kriminalkommisær John Rebus det heller ikke.