1. juli åbner Hygum Kunstmuseum for årets sommerudstilling, og denne gang er naturen i bogstaveligste forstand groet ind i museet, mens en lang række af museets kunstværker er kommet ud under åben himmel.
Udstillingen bærer titlen ”Hygum på vrangen”, og som navnet antyder er det indre kommet ud, og det ydre er kommet ind. Således kan man som gæst gå ind og komme ud på landet eller blive ude og gå ind i kunsten, hvor kunstværkerne er gengivet på museets mure.
Bag udstillingen står kunstner og ejer af museet, Lisbeth Hermansen, der har etableret stedet og drevet det, siden det åbnede i 2004.
”Det er idéen om at skabe ”det åbne museum”. Jeg gør oprør mod at isolere kunsten i lukkede rum på store museer og forsøger at skabe den ultimative opløsning af museumsrummet, så kunsten og kunstnerne er en del af samfundet,” siger Lisbeth Hermansen om udstillingen.
”Det betyder ikke, at jeg er imod store museer, men der er en vigtig signalværdi i, at mange kunstnere i de seneste år er begyndt at deltage mere i samfundet, så kunsten bliver mere åben og baseret på dialog. Det er også et oprør mod centralisering af kunsten, og jeg tager det så et skridt videre og ”lægger alle væggene ned” i museet, så kunst og omgivelser går i ét,” siger hun.
”Det handler også om nærvær. Om at være tæt på kunsten, nyde udsigten og sanse den kunstneriske frihed på en plet af jorden, hvor der er mulighed for det. På den måde er Hygum Kunstmuseum et kunstværk i sig selv,” tilføjer Lisbeth Hermansen.
Fakta:
Fernisering: Lørdag 1. juli kl. 14-16.
Efterfølgende åben alle dage (undtagen mandag) fra kl. 13-17 indtil 1. september.
Entre: 40 kr. (voksne). Børn gratis adgang. Særlige aftaler kan arrangeres.
Yderligere information:
Lisbeth Hermansen. Tlf. 2633 2634, Hermansen.Lisbeth@gmail.com eller på www.hygumkunstmuseum.dk
Om Hygum Kunstmuseum:
Det er 13ende gang, at Danmarks eneste kunstnerstyrede museum slår dørene op til sommerudstilling. Lisbeth Hermansen begyndte at arbejde med ideen om et selvstændigt kunstmuseum for knap tyve år siden, og drømmen blev til virkelighed i 2004, hvor museet åbnede. Lisbeth har siden 1996, hvor hun stod bag udstillingen ”Dalgas Underground” sammen med Cai Ulrik von Platen, stået for en lang række af udstillinger, hvor Hygum Kunstmuseum kan betegnes som hendes hovedværk.
Blandt de kunstnere, der har deres værker gengivet på museets ydermure er bl.a.: Kathrine Ærtebjerg, Nils E. Gjerdevik , Ole Broager, Inge Ellegaard, Poul A. Bech , Henning Christiansen, Cai Ulrik von Platen, Hjørdis Hack, mv.