Kick-off konferencen for projekt Gentænk Landsbyen udsættes for at blive endnu skarpere på konferencens indhold og form og på den videre proces.
Lørdag d. 5. oktober var egentlig tænkt som startskuddet for projekt Gentænk Landsbyen, som arrangeres i et samarbejde med en række kommuner i Region Midtjylland. Men i august stod projektet pludseligt uden lokaler til konferencen, der blandt andet skulle handle om, hvordan man ved at tænke lidt nyt og anderledes, kunne få bremset affolkningen af landsbyer og landområder. Et projekt, der er støttet med næsten 100.000 kr. fra Fonden Aarhus 2017s RETHINK-pulje.
Men Projektgruppen bag projekt Gentænk Landsbyen benytter nu denne mulighed til at udsætte datoen for opstartskonferencen. På den måde får projektgruppen tid til at blive endnu skarpere på sine egne ønsker til både form og indhold af konferencen. Men også tid til at være helt klar til at tage imod landsbyernes indtryk og idéer og blive endnu tydeligere i forhold til at planlægge, hvordan man kommer videre i forløbet efter konferencen.
Ny dato på vej
Der er således fortsat planer om en konference, og så snart brikkerne falder på plads, vil en ny dato og lokalitet blive meldt ud.
Gentænk Landsbyen er et af de store strategiske projekter i Region Midtjylland i de kommende år. Med udgangspunkt i en af de store udfordringer både nationalt og europæisk, nemlig affolkningen af landområderne, sættes der fokus på landsbyernes muligheder for at gentænke sig selv. Ved at skabe platforme for vidensudveksling, sparring og dialog, er projektets formål – gennem netværks-dannelse både regionalt og på tværs af landegrænser – at inspirere landsbyerne til aktivt at udvikle ”fremtidens landsby”.