Doctor Who har sin Tardis, men Kulturhovedstaden har sin Glascontainer.
Fremtiden er nær, når Syddjurs Kommune og Børnekulturelt Samvirke Trianglen i aften afholder Kulturnat for børn og unge under temaet "Tidsrejse". Der bliver blandt andet mulighed for at bygge robotter i RETHINK Glascontaineren, som står opstillet i Hornslet.
Glascontaineren har efterhånden haft mange funktioner, og i aften danner den ramme om et laboratorium, hvor man kan bygge sin egen fremtidsrobot. Robot-workshoppen er et af flere tids-arrangementer, som afholdes under Kulturnat for børn og unge i Hornslet. Udover robotbyggeriet får Glascontainerens gæster også mulighed for at høre mere om Trianglen og børnekultur i Syddjurs Kommune. Glascontaineren er åben fredag 16. november mellem klokken 17 og 20 og står placeret på hjørnet af Nyvej og Tingvej.