23. september – 10. december 2017 på Museum Jorn
Museum Jorn præsenterer i efteråret 2017 over 60 fotografier af Cindy Sherman (f. 1954), en af vor tids mest indflydelsesrige kunstnere. Med sine chokerende, provokerende og nyskabende billeder har hun skrevet sit helt eget – og langtfra afsluttet – kapitel i kunsthistorien. Siden 1970’erne har hun på internationalt plan vakt megen opmærksomhed med sit kunstneriske arbejde, der forener rollerne som fotograf og model.
Shermans fordrejede og samfundskritiske billedverden, består for det meste af opdigtede og iscenesatte stereotyper med sig selv som model. Billederne genspejler overfladiske identitets- og virkelighedskonstruktioner, som de moderne massemedier har skabt. Lige nu hvor køn, identitet og selviscenesættelse er til forhandling og diskussion er hendes billeder ætsende aktuelle.
Cindy Shermans billeder baserer sig på en legende praksis, der i rigt mål benytter sig af fascinerende og groteske – dvs. tiltalende og samtidig frastødende og forstyrrende – visuelle elementer, som både udfordrer den individuelle kunstsmag og vores fælles kunstopfattelse.
Cindy Sherman har modtaget mange betydningsfulde priser og anerkendelser for sit banebrydende œuvre. Hendes værker er repræsenteret på verdens største museer og samlinger, og hendes kunst har været udstillet på de mest anerkendte udstillingssteder, blandt andet Laforet Museum i Tokyo, Tel Aviv Museum of Art, Museum of Modern Art i New York og Galerie nationale du Jeu de Paume i Paris.
Udstillingen giver et bredt retrospektivt overblik over Shermans mest berømte og markante billedserier lavet i perioden mellem 1977 og 2012, såsom Untitled Film Stills, Headshots og Clowns. Værkerne er udlånt fra The Olbricht Collection.
Udstillingen Cindy Sherman er et af højdepunkterne i kulturhovedstadsårets efterårsprogram og kulminationen på FACE, et samarbejde mellem kulturinstitutionerne i Silkeborg.
I forbindelse med udstillingen udgives et rigt illustreret katalog.
Udstillingen er støttet af Nordea-fonden.