I programrunde 1 vil Fonden Aarhus 2017 uddele penge til projekter, der kan styrke den langsigtede udvikling af den kulturelle sektor og de kreative erhverv i regionen. Deadline for ansøgninger til programrunde 1 2. marts og ansøgninger til More.Creative skal sendes inden 28. februar.
Mere end 150 interesserede har meldt sig til det første af to informationsmøder. Det første møde finder sted mandag d. 27. januar i Aarhus.
”Vi mærker en stor og bred interesse for at komme i gang med at forberede Aarhus 2017. Alle står klar i startboksene – og derfor udmønter vi en pulje på 22 mio. nu, for vi skal have sat gang i de strategiske projekter, der tager flere år at planlægge og forberede. De er jo hele fundamentet, som Aarhus 2017 bygger på”, siger programdirektør Gitte Just.
Alle strategiske projekter kan komme i betragtning til programrunde 1. Det gælder både de, der blev beskrevet i den oprindelige ansøgning om at blive kulturhovedstad – og de, der er nye.
Der er 12 mio. til de brede kultur-formål. 10 mio. er på forhånd øremærket til erhvervsudvikling. Disse 10 mio. bliver givet til udvikling af de kreative erhverv, da arbejdet allerede er sat i gang i samarbejde med Vækstforum for Region Midtjylland.
Programråd er på plads
Et ny-etableret programråd skal yde kunstnerisk og strategisk rådgivning til Aarhus 2017 og skal sammen med programdirektøren vurdere og kvalificere de projektansøgninger, der indstilles til Fonden Aarhus 2017s bestyrelse. Det er bestyrelsen, der træffer den endelige beslutning om hvilke projekter, der opnår støtte og vil indgå i kulturhovedstadens program.
Programrådet er sammensat efter sparring med Fonden Aarhus 2017s bestyrelse og den regionale styregruppe, der repræsenterer de 19 kommuner og Region Midtjylland. Programrådet består af nationale, kunstneriske eksperter og kulturelle generalister, der alle har et hjerte, der banker for kultur - i bred forstand.
”Vi har fået samlet et spændende programråd, som i kraft af deres forskellige erfaringer og viden kan hjælpe os med at sikre et kulturprogram af høj kvalitet – med tilbud til alle”, udtaler programdirektør Gitte Just.
Programrådets medlemmer:
Bo Damgaard, Direktør for FilmFyn, medierådgiver, tv-producent
Judith Schwarzbart, Kurator, ACTS 2014, PhD Fellow RUC, tidl. Kreativ direktør U-turn
Lars Geer Hammershøj, Lektor ved Institut for Uddannelse og Pædagogik Aarhus Universitet
Morten Lervig, Production Manager, CAVI
H.C. Gimbel, Kreativ direktør, Teater Republique
Søren Friis Møller, Ass. Professor, PhD Copenhagen Business School
Gösta Knudsen, Arkitekt, tidl. Stadsarkitekt Aarhus Kommune og rektor Danmarks Designskole
Pelle Andersen, Direktør, Food Organisation of Denmark
Wickie Meier, Ass. Professor, Esmod Kunsthochschule, partner REALLY
Hanne Vibeke Holst, Forfatter og journalist
Wayne Siegel, Komponist, DIEM, Det Jyske Musikkonservatorium
Mette Skougaard, Direktør, Det Nationalhistoriske Museum, Frederiksborg Slot
Victoria Diemer Bennetzen, Partner, KATOxVictoria og vært på Arkitektens hjem
Bo Skaarup, Direktør, Naturhistorisk Museum