Den ny Maltfabrik, der er en del af Aarhus 2017, har nu fået endnu et økonomisk rygstød.
Det er Lokale og Anlægsfonden, der har forhåndsbevilget 5 mio. kr. til omdannelsen af Ebeltofts tidligere maltfabrik fra 1861 til nyt kultur- og udviklingshus af internationalt format.
Det nye kulturcenter vil komme til rumme kulturscene, udstillingsrum, et nyt bibliotek og lokalmuseum, faciliteter til ungdomskultur, café og mikrobryggeri samt private kreative erhverv.
Den ny Maltfabrik er en del af den store kulturhovedstadssatsning i 2017, som også har givet økonomiskstøtte til det nye kulturhus af flere omgange.
I alt er projektet budgetteret til 78 mio. kr. Syddjurs Kommune har allerede bevilget 24,5 mio. kr. til biblioteks- og lokalmuseumsdelen. Lokale og Anlægsfonden har givet forhåndstilsagn om en bevilling på 5 mio. kr., hvis det endelige projekt bliver godkendt af Fondens bestyrelse.
Kristian Krog, projektleder for Den ny Maltfabrik i Ebeltoft, siger om projektet:
”For Ebeltoft by bliver Den ny Maltfabrik en tiltrængt vitaminindsprøjtning. Projektet bliver en slags katalysator i en byudvikling mod fremtidens nye mødested, i et moderne og varieret kulturhus kombineret med arbejdspladser for de kreative erhverv som kunsthåndværkere, designere og et utal af mikrovirksomheder. Tilsagnet fra Lokale og Anlægsfonden er en rigtig god nyhed for Ebeltofts borgere og egnens turister”.
Læs mere om det spændende projekt her