Danmarks stort anlagte multikulturelle festival – EUTOPIA International Festival – har netop offentliggjort deres program. Et program, der består af i alt 10 Danmarkspremierer på forestillinger, musikalske værker og optrædener fra mere end 20 lande. En af festivalens helt store satsninger er forestillingen Hamlet Short, der er instrueret af den prisvindende instruktør Christoffer Berdal, og som har skuespillerne Thure Lindhardt og Chadi Abdul-Karim i rollen som Hamlet.
Se programmet her: http://www.eutopia2017.dk/eutopia-international-festival/
EUTOPIA Stage i Gellerup ved Aarhus danner den 26. til den 30. juli ramme for EUTOPIA International Festival. Scenen er en del af EUTOPIA 2017; et kulturelt projekt, der vil sætte fokus på den positive mangfoldighed i et Europa i transformation. I Gellerup bor 80 forskellige nationaliteter, derfor er det et oplagt sted at afholde en multikulturel festival, der handler om mødet. Mødet med kunsten, mødet med hinanden, mødet med andre kulturer, mødet med det kendte og mødet med det fremmede.
Brigitte Christensen, kunstnerisk leder af EUTOPIA 2017, fortæller:
”I over et år har vi skabt møder og oplevelser i Gellerup. Vi har erfaret, at det selvfølgelig er vigtigt at skabe rammen omkring spændende kulturelle oplevelser af høj kvalitet – men det allervigtigste er at skabe en fælles og fysisk mødeplatform. Derfor er mit højeste ønske for EUTOPIA International Festival, at de mange spændende og alsidige kunstneriske oplevelser giver anledning til, at vi kommer til at se hinanden i øjnene og bliver bedre til ikke at sætte hinanden i bås.”
Hamlet Short
En af de helt store satsninger er forestillingen Hamlet Short, der er instrueret af den prisvindende instruktør Christoffer Berdal, og som har skuespillerne Thure Lindhardt og Chadi Abdul-Karim i en delt rolle som Hamlet. Forestillingen fortolker Shakespeares teaterklassiker Hamlet i forskellige lokale lejligheder og private hjem i Gellerup. Forestillingen handler om de store følelser; om liv, død, tvivl og sindssyge. Der er sat klare dogmer op for forestillingen, der ikke indeholder hverken rekvisitter, lyd eller lyssætning. Rummet for forestillingen er skuespillernes nøgne eksistens i mødet med publikum. Forestillingen rammer på den måde EUTOPIA 2017´s ånd og ambition om at skabe kommunikation mellem mennesker i et intimt møde.
Udover Hamlet Short kan publikum opleve en symbiose af teater, debat, dans, nycirkus, musik og mad – alt sammen fra hele verden.
Kunst og kultur fra hele verden
Med besøg fra hele verden, fra det lokale Gellerup og fra resten af Danmark skaber festivalen helt unikke oplevelser. Publikum kan blandt andet opleve schweiziske Campagnia Finzi Pasca med forestillingen Bianco su Bianco instrueret af Daniele Finzi Pasca, en af verdens største instruktører inden for nycirkus. Forestillingen afslører gennem et hallucinerende univers det mørke, der gemmer sig bag klovnens hvide fantasi. De kan opleve det baskiske kompagni Makeline i den prisbelønnede forestilling Andante bevægende sig mellem forskellige installationer i festivalens gader i en rørende og poetisk forestilling om at miste alt, men leve.
Derudover viser italienske Circo el Grito forestillingen Johan Sebastian Circus, en sensorisk oplevelse med både akrobatik, jonglering og bevægende musik, mens japanske Yoshi Oida viser en videreudvikling af det spektakulære show Interrogations: Words of the zen masters. Det lokale Gellerup er også en stor del af festivalen, når de lokale Jafra-dansere går på scenen med danseforestillingen Breezes of Return, der er instrueret af palæstinensiske Nisreen Faour, og når det lokale Cirkus Tværs inviterer til et show med cirkus og akrobatik i centrum.
Debatter og intime samtaler
Under hele festivalen får publikum mulighed for at deltage i debatter og intime samtaler, der behandler kunstens vækst i en multikulturel fremtid. En række kendte moderatorer og debattører fra den danske scene vil styre slagets gang, når publikum møder blandt andre Thure Lindhardt, Christoffer Berdal, Yoshi Oida, Nisreen Faour og mange flere til debat og samtale, der giver indblik i deres liv, inspiration og tanker om fremtidens multikulturelle kunst.
En bydel i rivende udvikling
EUTOPIA 2017 er skabt af Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017, Brabrand Boligforening og Aarhus Kommune. Formålet er at inkludere kulturelle aktiviteter i udviklingen af boligområderne i Gellerup, som i disse år gennemgår en omfattende forandring gennem Helhedsplan Gellerup.
Kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad udtaler:
”Gellerup er en bydel i rivende udvikling og et af de steder i byen, som vi i fremtiden forventer bliver et særdeles attraktivt bolig-, turisme- og kulturområde. Jeg glæder mig utrolig meget til at se EUTOPIA 2017 folde sig ud til sommer og vil anbefale alle at deltage i festivalen og blive blandt de første, der ser de mange tilbud og oplevelser, som Gellerup vil byde på i fremtiden.”
”Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 involverer mennesker på tværs af hele Europa for at skabe dialog og styrke mangfoldighed gennem kreativitet. I sit udgangspunkt var opførelsen af Gellerup en del af en europæisk vision om at skabe nye byer baseret på demokratisk byggeri - en idé, som blev både beundret og gav inspiration til andre. Med EUTOPIA-projektet samles vi i Gellerup for at bringe alt dette sammen. Længe leve EUTOPIA!” siger programdirektør Juliana Engberg, Aarhus 2017.