Umeå, der er Europæisk Kulturhovedstad i 2014, var i weekenden vært for et topmøde for tidligere og kommende kulturhovedstæder, hvor Aarhus 2017 også deltog.
Netværket af forhenværende og kommende Kulturhovedstæder - populært kaldet ECoC-familien - mødtes i weekenden for at udveksle erfaringer på tværs af landegrænser. Over tyve byer var repræsenteret, herunder også Aarhus.
Specialkonsulent Pia Buchardt, der repræsenterede Aarhus 2017, fortæller, at især emner som borgerinddragelse, og hvordan man sikrer en varig effekt af titlen i tiden efter et overstået kulturhovedstadsår, fyldte meget på konferencen.