Lørdag den 21. januar markerer Aarhus 2017 åbningen som Europæisk Kulturhovedstad med et storslået optog gennem Aarhus. Det sker når Hendes Majestæt Dronning Margrethe sammen med 80 børn fra Engdalsskolen i Brabrand sætter et storslået lys-optog i gang foran Musikhuset Aarhus.
Til lyden af korsangere placeret i Rådhustårnet og den færøske sangerinde Eivörs stærke intense stemme sendes optoget af sted klokken 19.00. I de følgende knap to timer forvandles Aarhus’ gader til et flydende hav af varme, lys og mennesker, som bærer tusindvis af oplyste skibe dekoreret med tegninger, håb, og ønsker for fremtiden. Hele eventen transmitteres direkte på DR1 – også fra klokken 19.00.
”Vi åbner året som Europæisk Kulturhovedstad med en stemningsfuld og smuk aften fyldt med lyden fra 1000 stemmers sang, varmen fra tusindvis af mennesker, der står skulder ved skulder og lysene fra de tusindvis af skibe, som bærer vores håb, drømme og ønsker for fremtiden. Det bliver en episk aften. Storslået, lysende, underholdende, følelsesladet. Alt det, vi har ventet så længe på at vise Danmark og verden, slipper vi fri på denne første aften,” siger adm. direktør for Aarhus 2017, Rebecca Matthews.
Åbningseventen er skabt af den visionære britiske instruktør Nigel Jamieson, der blandt andet er kendt for at have skabt dele af åbningsceremonien ved de Olympiske lege i Sydney i 2000, kunstnerisk instruktion af afslutningsceremonien til Manchester Commonwealth Games i 2002 samt åbningsceremonien, da Liverpool var Europæisk Kulturhovedstad i 2008.
Udover de mange deltagere, lanternerne og de lysende skibe, kan publikum også opleve seks 10-12 meter lange skibe udsmykket med inskriptioner fra Jellingstenene og lastet med symboler for det dyrebareste vi har: Frihed, velfærd og uddannelse. Hvert af skibene er udstyret med højttalere og LED-lys, og skibenes sejl fungerer som lærreder, hvor publikum kan følge optoget og forskellige visuelle fortællinger.
Fra Musikhuset Aarhus passerer optoget forbi Aarhus Rådhus langs Park Allé, via Banegårdsgade forbi Aarhus Rutebilstation og slutter med et storslået show på havnen ved Mindet, hvor endnu et forrygende show afslutter aftenen, når alle seks både mødes, mens sanselige billede- og filmsekvenser projiceres op på siloerne ved havnen. Her kan publikum følge et bevægende, stærkt og gribende scenarie. Fra mælkevejens millioner af lys, bevæger vi os ned igennem atmosfæren, overgiver os til naturens voldsomme skønhed, ser konsekvenserne af menneskers ødelæggelse af ressourcerne for at ende med håbet og bønnen: træd varsomt hvis du kan, du holder fremtiden i dine hænder, sunget af sangerinderne Luna Ersahin og Eivör.
”Med åbningseventen tager vi som de gamle vikinger på en rejse, hvor vi reflekterer over vores plads i verden og i universet. Nye sange bliver sunget, nye historier bliver skrevet. Og vi ser med optimisme mod nye tider, hvor vi skaber fremgang baseret på demokrati, mangfoldighed og bæredygtighed. Optoget bliver en enestående flåde af lanterner og både, som er skabt - og bæres af - tusindvis af borgere, mens sangerne forbindes til hinanden af stemmerne og musikken, der vil svæve over publikum og understrege Eivör og Lunas fantastiske talenter,” siger programdirektør Juliana Engberg.
Ud over sangerne Eivör og Luna vil også Dj Static, Aarhus Symfoniorkester, Aarhus Jazz Orchestra, og omkring 1000 korsangere bidrage til at gøre dette til en enestående, uforglemmelig aften.
”Hele 2017 bliver et fantastisk år, der vil sætte Aarhus og Region Midtjylland på det kulturelle verdenskort. Et år, hvor vi for alvor viser verden den enorme kreativitet, innovative kraft og energi, der findes her i Aarhus og Region Midtjylland,” siger adm. direktør for Aarhus 2017, Rebecca Matthews.
Åbningseventen er gratis. Alle kan være med. Man skal blot møde op som publikum. På vedlagte fakta-ark kan man se et kort over ruten. Aarhus 2017 anbefaler, at man benytter offentlige transportmidler til og fra Aarhus centrum.
Vær venligst opmærksom på at dele af Aarhus C vil være spærret for biler i tidsrummet 16.00 til 23.00, og at bybusserne i centrum vil være omlagt i tidsrummet 16.00 -23.00.
Åbningseventen er støttet af Købmand Herman Sallings Fond og Bestseller.
Få meget mere at vide om åbningen her
Fakta - de seks både:
- Den største båd er tilegnet frihed, velfærd, uddannelse. På båden ses fire oplyste skulpturer som repræsenterer hhv. Jellingstenene, Aarhus’ byvåben omkranset af EU’s stjerner og FN-symbolet, Grundloven og Stavnsbåndets ophævelse. Med på båden rejser den færøske sangerinde Eivör.
- En af bådene er tilegnet den gensidige afhængighed mellem arter, der lever i naturen. Dette symboliseret ved to oplyste træer, i hvis grene man finder truede fuglearter, insekter og biller. Dyr som er afhængige af træerne for at overleve.
- En anden båd er tilegnet de pattedyr, som har givet næring og skabt grundlaget for Danmarks velstand og til dem, som er truet af udryddelse.
- En anden af bådene er tilegnet ny teknologi og den videnskab, som arbejder med at skabe rene og bæredygtige løsninger.
- En båd er tilegnet den barske færøske natur samt Grønlands vilde natur med isbjerge og de hvaler, isbjørne, sæler og rensdyr, der lever der.
- En er tilegnet alle nydanskere og bærer symboler, der repræsenterer deres håb for det nye liv i Danmark. Med på denne båd rejser den dansk/tyrkiske sangerinde Luna med sangen ”Hør en stemme” baseret på den traditionelle tyrkiske folkemelodi ”Kus Dili””, som synges på både tyrkisk og dansk.
- Og – hvis vejret tillader det – de tre sejlende skulpturer LIFE-BOATS skabt af den dansk-norske kunstner Marit Benthe Norheim.