Jellebakkeskolen i Aarhus skal have nye udeareler. Aarhus 2017 støtter projektet Time Out, hvor børnene selv har fået mulighed for at komme med ideer til fremtidens skole.
Glascontaineren har i denne uge dannet ramme om projektet Time Out, hvor eleverne på Jellebakkeskolen i det nordlige Aarhus har arbejdet med skolens kommende udearealer.
90 elever har brugt ugen på at tegne, forme og animere, hvordan de synes, der skal se ud udenfor skolen, og i dag blev deres forslag præsenteret ved en fernisering i Glascontaineren.
Elevernes forslag vil indgå i materialet, som arkitekter og entreprenør skal forme den endelige plan ud fra, og ifølge børnenes forslag bliver der rig mulighed for fysisk aktivitet udenfor skolen. Klatrevægge, tovbaner, trampoliner og pladser til boldspil er gennemgående i elevernes forslag.