De bedste historier fejres på litteraturfestival i Aarhus

Der venter et sandt overflødighedshorn af historier, når Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017, Aarhus Kommune og den engelske Hay Festival indtager Dokk1 i denne uge. Med mere end 150 events samt et væld af danske og internationalt anerkendte forfattere til børn og unges bøger, vil Dokk1 i Aarhus syde og boble af kreativt talent, workshops og events.

Torsdag 26. oktober forestår H.K.H Kronprinsesse Mary den officielle åbning af festivalen. Sammen med et 100 børn stort kor fra 4. årgang, Kragelundsskolen i Aarhus, kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad, direktør for Hay festival, Wales Peter Florence samt adm. direktør for Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017, Rebecca Matthews, åbnes festivalen klokken 11.15.

Børn og unge har spillet en stor rolle i vores år som Europæisk Kulturhovedstad. De har været med til at inspirere og gentænke alt lige fra fremtidens byer og bæredygtighed til mad, musik, street- og sportsevents. Med festivalen giver vi alle børn og unge muligheden for at lytte, lære og lege med sproget. Ved at møde deres idoler får de luft under vingerne og mod til tænke stort og anderledes,” siger Rebecca Matthews, adm. direktør.

Lørdag 28. oktober er forfatteren til Danmarks hyggeligste kagebog, Micki Cheng, kendt fra DRs Den Store Bagedyst og DR Ultras Sorte Kageshow, vært, når prisen til vinderne af konkurrencen 500 ord overrækkes. I alt 4.177 børn og unge har deltaget i konkurrencen, som DR Ultra og Aarhus 2017 udskrev i foråret. Her kunne børn og unge skrive en historie på 500 ord under temaet ”rejse”. Blandt de 20 udvalgte finalister kåres vinderne i aldersgrupperne 8-12 og 13-16. Begge vindere får efterfølgende deres historie udgivet på forlaget Gyldendal med illustrationer af en professionel illustrator. Priserne overrækkes lørdag kl. 10.00.

Både lørdag og søndag tager den verdenskendte historiefortæller Jan Blake os med ind i sit fantastiske univers. Sammen med trommeslageren John Predare giver hun et opmuntrende sammenstød af vilde sange og heroiske fortællinger. Gå ikke glip af et ægte gammeldags eventyr om den grådige kat – en historie, som vil børn sluge råt. Jan Blake optræder på engelsk. 

Søndag kåres vinderen af børnenes helt egen litteraturpris: Orlaprisen. Vinderne kåres i kategorierne: Bedste handling, bedste karakter, bedste tegning, bedste bog man bli'r klog af og som noget helt nyt: ’en pris et barn selv har fundet på ’ – en pris, hvor børnene selv har haft mulighed at finde på en kategori, de vil overrække en pris i.  Blandt de mange nominerede forfattere til Orlaprisen er blandt andre Manu Sareen og Kenneth Bøgh Andersen, som også optræder på festivalen. 

Under hele festivalen kan de yngste besøge Jakob Martins Strids univers i Den kæmpestore pære, som Gyldendal præsenterer. Alle fire dage vil der være oplæsninger, møder med forfatterne, illustrator workshops, LEGO og Harry Potter Minecraft.

Festivalen begynder torsdag 26. oktober og varer indtil 29. oktober. Alle events er gratis.

Oplev også:
Lørdag 28. oktober kan man stille sig i kø hos illustratoren Chris Riddell, forfatter til bøgerne om Ottoline og Ada von Goth, og være klar med et godt spørgsmål. Foran publikum tegner han svaret på spørgsmålet – og tegningen er lige til at tage med hjem.

Samme dag præsenterer danske kulturjournalist Tore Leifer forfatteren Oliver Jeffers, forfatter til Den dag farverne fik nok, i en samtale om billedbøger for børn og deres forældre. Hvis man ikke kender Oliver Jeffers finurlige tegneunivers, så er der noget at glæde sig til.

Søndag 29. oktober kommer vinderen af Astrid Lindgren prisen 2016, Meg Rosoff, og taler med den britiske redaktør, Daniel Hahn, om at skrive for unge.

Fredag 27. oktober og søndag 29. oktober fører norske Arne Svingen os ned i de grumme, farlige og uhyggelige sider af sit forfatterskab.

Se hele programmet og book dine gratis billetter online på: www.hayfestival.org/aarhus39/.