Odin Teatret i Holstebro er tovholder på et stort EU-projekt ved navn Caravan Next – Feed the Future: Art Moving Cities, som vil udmønte sig i fem festuger og 25 mindre kunstneriske interventioner i 21 lande i og uden for Europa. Den ene festuge bliver i Holstebro i 2017, hvor den vil blive koblet sammen med Aarhus 2017-projektet Rethink Theatre.
Odin Teatret blev grundlagt i Norge i 1964, og to år efter flyttede teatret til Holstebro, hvor det stadig eksisterer med medarbejdere fra 12 forskellige lande fordelt på fire kontinenter.
Caravan Next er ét af Odin Teatrets nyeste internationale projekter, og projektet blev skudt gang i en spejderhytte i landsbyen Idom-Råsted nær Holstebro. Projektet er blevet bevilliget 2 millioner euro af EU.
Isoleret i Idom
Caravan Next har 13 partnere fra 11 europæiske lande og alle partnere var repræsenteret i Idom-Råsted, hvor projektet skulle kickstartes. Private familier i Idom-Råsted inviterede de i alt 37 europæiske deltagere ind i deres hjem, hvor de boede, mens de arbejdede i den lokale spejderhytte.
Leder af Caravan Next-projektet, Per Kap Bech Jensen, er begejstret for, at de internationale kunstnere fik mulighed for at blive en del af lokalsamfundet i nogle dage:
”For os handler det i høj grad om ”community”, og det er landsbyen. Derfor giver det mening at samle vores samarbejdspartnere i en landsby til kick off. Det ville ikke give mening at indlogere dem på et hotel, og her får de chancen for at møde ”rigtige” mennesker i landbyen og ikke kun andre kunstnere. Dette var også en mulighed for at isolere partnerne en smule, så de kunne blive rystet sammen og koncentrere sig om deres arbejde.”
Kulturel udveksling
Caravan Next vil bevæge sig igennem Europa og ønsker at få de borgere, som de møder på denne rejse til at reflektere over, hvad det vil sige at være borger i Europa med de nye udfordringer, som møder os i det 21. århundrede efter den økonomiske nedsmeltning. Målet er, at over 30.000 europæiske borgere skal involveres i kunstneriske og lokalsamfundsopbyggende events og forestillinger, og dermed bidrage til den kunstneriske proces.
”Vi ønsker at involvere de borgere vi møder og gennem kunsten få dem inddraget på en anderledes måde og få dem til at bidrage med deres egen kultur,” fortæller Per Kap Bech Jensen.
Denne form for kulturel udveksling er bestemt ikke fremmed for Odin Teatret, da der gennem teatrets historie med 76 forestillinger, som har spillet i 64 lande, er kommet en særlig arbejdsmetode og tilgang frem, som er baseret på kulturel forskellighed og ”byttehandelsprincippet”. Byttehandlen går ud på, at det lokalsamfund man optræder for, svarer tilbage med deres egne sange, musik og danse, og dermed bytter man kulturudtryk og får indsigt i hinandens udtryksformer.
”Denne metode er gammel og er blevet udviklet over lang tid. Hvis jeg synger en sang for dig, så synger du også en sang for mig. På denne måde kan fordomme, sproglige barrierer og forskellige tankegange italesættes igennem kultur,” forklarer Per Kap Bech Jensen.
Rethink Theatre
Odin Teatret er en del af Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 med projektet Rethink Theatre, der handler om, hvordan teatret kan være med at skabe møder mellem mennesker uden for teatrets rum. Teatret er i denne sammenhæng et middel, der skaber interaktion, udforsker nye perceptionsvinkler og etablerer relationer mellem individer, fællesskaber og byer. I rammen ”Levende relationer” opererer Rethink Theatre med tre hovedprojekter:
Holstebro Festuge: En kæmpe ni-dags event, som involverer byens borgere, foreninger og organisationer med teatralske byttehandler som omdrejningspunkt.
Transit Festival for Kvindelige Teaterkunstnere: International Festival og et møde mellem kvindelige teaterkunstnere.
Kunstnerisk Residens: Odin Teatret er vært for kunstnere, forskere, teatre samt dansegrupper og tilbyder dem at skabe, dele og optræde side om side med husets egne teaterkunstnere og interkulturelle navigatører.
Sammenkobling af projekter
Den europæiske dimension og den kulturelle udveksling er fælles for Odins projekter - om det er Idom-Råsted eller Italien, så tror man på vigtigheden af inddragelse, og at alle har noget at byde ind med – det handler om at give hinanden noget. Derfor er det også naturligt at sammenkoble Rethink Theatre med Caravan Next.
Holstebro Festuge bliver dermed et af de fem store macro-events, som er en del af Caravan Next. De fire andre finder sted i Holland, Polen, Italien og Spanien.
”Festugen i 2017 bliver en form for samling af Caravan Next og alle partnerne er til stede. Byens borgere vil blive involveret og det samme vil vores internationale samarbejdspartnere. Partnerne skal byde ind med deres forskellige kompetencer og i fællesskab skal vi løfte hinanden,” fortæller Per Kap Bech Jensen.
Ud over de fem festuger og de 25 mindre events, vil Caravan Next også byde på ti andre internationale konferencer i og uden for Europa.
Læs mere om Caravan Next og Odin Teatret.