Anerkendelse og gode råd til Aarhus 2017 fra EU

Anerkendelse for stærk styring og ledelse samt anbefalinger til udviklingen af programmet i Aarhus 2017. Det er budskabet i en ny rapport fra det ekspertudvalg i EU, som overvåger udviklingen af de Europæiske Kulturhovedstæder.

Programudvikling, markedsføring og internationalt perspektiv er nogle af de temaer, som et ekspertudvalg i EU opfordrer ledelsen af Aarhus 2017 til at sætte fokus på i 2015. Det sker i rapporten: ”Aarhus. European Capital of Culture 2017. First Monitoring Meeting”, som er offentliggjort på EU’s hjemmeside 18. december.

”Vi glæder os over, at det overordnet set er en positiv rapport, hvor udvalget anerkender den indsats, vi har leveret det seneste år. Og samtidig falder rapportens anbefalinger til udvikling af programmet fuldstændig i tråd med vores egne indsatsområder for 2015, så det er en rapport, som vi med glæde tager imod,” siger administrerende direktør Rebecca Matthews.

I rapporten, som er udarbejdet på baggrund af et møde mellem EU’s Overvågnings- og Rådgivningsudvalg og repræsentanter fra Aarhus 2017s ledelse 19. november i år, fremhæver udvalget især en stærk ledelse og styring af Aarhus 2017 og noterer sig samtidig, at man er nået langt med at involvere aktører og interessegrupper. I rapporten udtrykker udvalget tilfredshed med Aarhus 2017s strategiske forretningsplan (som offentliggøres primo 2015) og bemærker, at fondens strategi for privat finansiering er fornuftig.

Dernæst retter udvalget opmærksomheden mod udvikling af programmet og markedsføring. Her efterlyser man et endnu større fokus på det internationale perspektiv, og opfordrer til, at Aarhus 2017 har fokus på at være tro mod den oprindelige ansøgning.

”Udvalget består af yderst kompetente og erfarne kulturaktører, hvoraf en del af dem selv har stået i spidsen for tidligere Europæiske Kulturhovedstæder. Derfor hilser vi deres anbefalinger mere end velkommen, for selvom Aarhus 2017 er et unikt projekt i både koncept og struktur, kan vi stadig lære meget af vores forgængere. Både når det gælder deres successer, men naturligvis også af deres generelle erfaringer med projekter af denne størrelse,” siger Rebecca Matthews.

Direktøren peger på, at ledelsen i Aarhus 2017 allerede arbejder med at finde svar på de udfordringer, som er anført i rapporten. Blandt andet har man siden september haft blikket intenst rettet mod at sikre overensstemmelse mellem den oprindelige ansøgning og programudviklingen i Aarhus 2017. Og ligeledes at sikre den stærke regionale forankring og projektets internationale perspektiv. Opgaver, som den kommende programdirektør og Creative Advisor i fællesskab skal fortsætte.

”Når man arbejder med et projekt af denne karakter og volumen, som vi har i 2017, skal der være højt til loftet og plads til forbedringer, og når vi sammenligner med de rapporter, vi tidligere har set fra EU til de Europæiske Kulturhovedstæder i den tilsvarende fase, kan vi være rigtigt godt tilfredse,” siger Rebecca Matthews.

Fakta
Rapporten er offentliggjort på EU’s hjemmeside.

Overvågnings- og Rådgivningsudvalget består af:
• Steve Green (England) EUNIC (European Network of National Cultural Institutes) og British Council
• Ulrich Fuchs (Tyskland) del af ledelsen i Europæisk Kulturhovedstad Linz 2009 og Marseille 2012
• Jordi Pardo (Spanien) ansvarlig for adskillige kulturelle projekter med internationalt perspektiv
• Norbert Riedl (Østrig) leder af Bi-and-Multilateral Cultural Affairs hos Austrian Federal Ministry for Education, the Arts and Culture
• Elisabeth Vitouch (Østrig) kommissionen for Kultur og Uddannelse og er medlem af Wiens byråd
• Suzana Žilič Fišer (Slovenien) leder af Europæisk Kulturhovedstad Maribor 2012
• Anu Kivilo (Estland) administrerende direktør for the International Arvo Pärt Centre

Kontakt
For yderligere oplysninger, kontakt pressechef Peter Vestergaard på tlf. 20 13 10 90 eller mail peter.vestergaard@aarhus2017.dk