Anders Byriel modtager Erhverv Aarhus Prisen 2015

Anders Byriel modtager Erhverv Aarhus Prisen 2015

Næstformand i Fonden Aarhus 2017s bestyrelse, Anders Byriel, modtog fredag 9. januar den prestigefulde Erhverv Aarhus Pris. Til daglig er han administrerende direktør i virksomheden Kvadrat A/S i Ebeltoft og kæmper aktivt for kulturen og for at gøre Østjylland til et endnu bedre sted at leve.

Anders Byriel er en travl mand. 170 årlige rejsedage rundt til de 25 datterselskaber, virksomheden Kvadrat A/S er markedsleder af omkring i verden. Alene sidste og denne uge byder på besøg i Göteborg, Köln, Frankfurt, London og Madrid, hvorefter turen går til USA.

Men det er ikke kun den kosmopolitiske og – som han selv formulerer det til JP Aarhus – holistisk kapitalistiske tilgang til verden, der har gjort, at Anders Byriel netop har modtaget Erhverv Aarhus Prisen 2015. Det skyldes også hans engagement i sit lokal- og regionalsamfund, hvilket blandt andet kommer til udtryk ved, at han er næstformand i Fonden Aarhus 2017s bestyrelse og bestyrelsesformand i Ny Malt i Ebeltoft.

Tror på Aarhus 2017
Anders Byriel har støttet op om kulturhovedstadsprojektet siden ansøgningsfasen. Projektet er det største kulturprojekt uden for København nogensinde. Om sine personlige bevæggrunde for det forklarer han til JP Aarhus:

”Der er to dimensioner: Kunst og kultur øger din livskvalitet – det er godt som erhvervsmand at minde sig selv om det. Jeg er meget optaget af, at de, der bor og arbejder her, kan få et godt liv. Desuden skal Aarhus løftes. Byen har potentiale til vækst, er solstrålen i Region Midtjylland og kan blive en europæisk by. En af motorerne i den opgave er at have et stærkt kulturelt element, for det trækker ikke bare dygtige og talentfulde folk til. Det fastholder dem også,” siger Anders Byriel til JP Aarhus.

Læs hele interviewet med Anders Byriel på jp.dk

Se videointerview med Anders Byriel, fra dengang Aarhus var kandidat til titlen som Europæisk Kulturhovedstad: