Der var lagt op til en hyggelig aften i smukke omgivelser, da Aarhus 2017's samarbejdspartnere Schouw & Co. var værter ved et julearrangement på domicilet ved Filtenborgs Plads.
Med julet animation fra The Animation Workshop i Viborg udenfor og dejligt jazzselskab indenfor i form af pianist Mads Bærentzen og sangerinde Samara Bahrain, blev det en aften, som på alle måder levede op til 2017-direktør Rebecca Matthews ord i velkomsttalen.
”Jeg ønsker jer alle en glædelig, glædelig jul. En jul, der – som Charles Dickens skrev – kan få os til at gå i barndom igen,” bød 2017-direktøren velkommen, inden hun sluttede med en opfordring til de fremmødte gæster:
”Lad os nyde den simple glæde ved påvirkningen af et rent og uforfalsket kulturelt øjeblik.”
De fremmødte gæster var en blanding af Aarhus 2017s nuværende og potentielle samarbejdspartnere, som benyttede lejligheden til at ønske hinanden glædelig jul. Arrangementet var samtidig en kærkommen lejlighed for Aarhus 2017 til at takke de mange samarbejdspartnere for støtten og samarbejdet.
Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 vil gerne sige tak til Schouw & Co., Mads Bærentzen, Samara Bahrain, ProShop Europe og The Animation Workshop i Viborg – og selvfølgelig alle vores samarbejdspartnere for at deltage og være med til at gøre arrangementet hyggeligt.