Aarhus 2017 til netværksmøde i Mons

Aarhus 2017 til netværksmøde i Mons


20.-22. marts mødtes 20 tidligere, nuværende og kommende kulturhovedstæder i den belgiske by Mons for at dele erfaringer og etablere samarbejde.

To gange om året samles det uformelle netværk af kulturhovedstæder og denne gang foregik det i Mons, som sammen med den tjekkiske by Pilzen, er udpeget til at være europæisk kulturhovedstad i 2015.

Programmet bød bl.a. på underskrivelse af en samarbejdsaftale af de to byers borgmestre, præsentation af en række projekter og smagsprøver på belgisk kultur i form af dans, lyrik og gastronomi.

Rolf Norås, der var direktør for Stavanger kulturhovedstad i 2008, lancerede på mødet sit studie: ”Hvad ville du gøre anderledes, hvis du vidste, hvad du ved i dag?”. Studiet undersøger 12 tidligere kulturhovedstæder og konkluderer, at der ikke er nogen genvej til succes, men at kulturhovedstæder med en stærk ledelse, styr på økonomien og fokus på inddragelse har været bedst til at skabe nye netværk og nye måder at tænke på.

Europæiske kulturhovedstæder
Hvert år tildeles to byer titlen europæisk kulturhovedstad, den mest højprofilerede og prestigefyldte kulturbegivenhed i Europa. Mere end 40 byer har haft titlen siden initiativets start i 1985. Neden for en oversigt over europæiske kulturhovedstæder i perioden 2011-2018:

• 2011 Turku (Finland) og Tallinn (Estland)
• 2012 Guimarães (Portugal) og Maribor (Slovenien)
• 2013 Marseille (Frankrig) og Kosice (Slovakiet)
• 2014 Umeå (Sverige) og Riga (Letland)
• 2015 Mons (Belgien) og Pilzen (Tjekkiet)
• 2016 San Sebastian (Spanien) og Wroclaw (Polen)
• 2017 Aarhus (Danmark) og Pafos (Cypern)
• 2018 Valetta (Malta) og Leeuwaarden (Holland)