Onsdag 19. november drager en delegation fra Aarhus 2017 mod Bruxelles. Her fremlægger de visionen og status for kulturhovedstaden foran et udvalg af eksperter i EU. Ekspertudvalget består blandt andet af et tidligere medlem af ledelsen for kulturhovedstæderne i Linz (2009) og Marseille (2012).
Det er en spændt og forventningsfuld delegation fra Aarhus 2017, der onsdag morgen flyver til Bruxelles for at præsentere status på Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 for EUs Overvågnings- og Rådgivningsudvalg. Delegationen består af administrerende direktør Rebecca Matthews, konstituerede programdirektører Carsten Holst og Ole Wolf samt regional manager Lene Øster.
Det store fokus vil være på programmet, men der vil ligeledes blive redegjort for status på budgettet, organisationens udvikling siden sidste års uformelle møde samt kommunikationsstrategien.
Mødet med udvalget er en kærkommen lejlighed til at få evalueret det foreløbige arbejde og få friske input til projektet af eksterne eksperter. Det er samtidigt også en mulighed for at trække på den store viden og de mange erfaringer, udvalget har fra tidligere kulturhovedstæder.
I alt er der afsat en time til præsentation fra Aarhus 2017, efterfulgt af fem kvarters spørgsmål fra udvalget. Aarhus 2017s kolleger fra cypriotiske Pafos 2017 fremlægger om formiddagen, mens Aarhus 2017 har fået tildelt eftermiddagen.
Efter planen skal både Pafos 2017 og Aarhus 2017 til et sidste formelt monitoreringsmøde i starten af 2016. Efter dette beslutter udvalget, om de vil indstille kulturhovedstæderne til at modtage Melina Mercouri Prisen på 1,5 million Euro hver.
Prisen er opkaldt efter den afdøde græske sanger og skuespillerinde Melina Mercouri. Hun var den første kvindelige kulturminister i hjemlandet Grækenland, og sammen med den franske kulturminister Jack Lang var hun hjernen bag indførelsen af den første Europæiske Kulturhovedstad i 1985 (Athen).
Overvågnings- og Rådgivningsudvalget består af:
• Steve Green (England) – stor erfaring med at arbejde med internationale kulturelle relationer. Tilknyttet EUNIC (European Network of National Cultural Institutes) og British Council
• Ulrich Fuchs (Tyskland) – del af ledelsen i både Europæisk Kulturhovedstad Linz 2009 og Marseille 2012
• Jordi Pardo (Spanien) – ansvarlig for mange kulturelle projekter med et internationalt perspektiv
• Norbert Riedl (Østrig) – leder af Bi-and-Multilateral Cultural Affairs hos Austrian Federal Ministry for Education, the Arts and Culture
• Elisabeth Vitouch (Østrig) – repræsenterer Kommissionen for Kultur og Uddannelse og er medlem af Wiens byråd
• Suzana Žilič Fišer (Slovenien) – leder af Europæisk Kulturhovedstad Maribor 2012
• Anu Kivilo (Estland) – administrerende direktør for the International Arvo Pärt Centre