I forbindelse med efterårets OPEN CALL støtter Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 39 nye kulturelle projekter, der gentænker. Publikum kan blandt andet glæde sig til at genopdage regionens glemte lyde, opleve dansk-taiwanesisk dans på bestilling, gentænkt hverdagsaktivisme og være en del af Reformationen, som den virkelig var. Der er uddelt 13.999.080 kr. i støtte til projekterne, som indgår i det officielle program for kulturhovedstaden. I alt modtog sekretariatet for Aarhus 2017 228 ansøgninger.
39 danske og internationale projekter har netop fået besked om, at de indgår i det officielle program for Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017. De støttede projekter indgår i et kulturhovedstadsår, som byder på et overflødighedshorn af inviterende, levende og eksperimenterende kulturelle oplevelser, der udfordrer vanetænkning, udvider vores kulturelle grænser og bruger kunst og kultur til at gentænke.
Programdirektør for Aarhus 2017 Juliana Engberg udtaler om de udvalgte projekter:
”Vores OPEN CALL henvendte sig til kulturprojekter med en stærk international dimension, og projekter som skiller sig ud med originale ideer og med samarbejder på tværs af kunstarter. Vi har valgt projekter af høj kunstnerisk værdi, som rækker ud i verden og bringer den til Aarhus, og samtidig udviser stor vilje til at træde nye veje. Vi har også lagt stor vægt på, at projekterne har potentiale til at engagere et større publikum,” siger Juliana Engberg og uddyber:
”Mange af projekterne demonstrerer Danmarks særlige styrker på den måde, de behandler emner som eksempelvis sociale forbedringer, design og levevis, hvilket ligger i tråd med Aarhus 2017s kerneværdier Bæredygtighed, Mangfoldighed og Demokrati,” siger Juliana Engberg.
I 2017 kan publikum blandt andet opleve, hvordan Europæisk Middelalder Festival i Horsens med projektet ’Reformationen i kød og blod’ afspejler livet i middelalderen anno 1517 og derigennem bringer publikum tættere på historien, som den blev oplevet. Eller dansescenen Bora Boras vidunderlige ’Dans din nabo’, der bruger dans til at bringe borgerne tættere sammen i landsbyen Røgen i Favrskov.
Teater Katapults 3D-projekt ’Human Nature’ gentænker teaterforestillingen og skaber nye standarder for liveperformance. Projektet foregår som dramatisk lyddesign i flere kommuner, hvor lydoptagelserne peger frem mod en scenisk produktion på Teater Katapult i september 2017, hvor publikum alle bærer hovedtelefoner. Efterfølgende vil lydspor fra produktionen leve videre som AudioMove i regionen og invitere til oplevelser længe efter.
Med projektet ’European Youth Consensus’ gentænker Børn og Unge i Aarhus Kommune inddragelsen af børn og unge i den politiske og demokratiske diskussion med henblik på at give de unge en større og tydeligere stemme i det kulturelle og politiske Europa. I 2017 afvikles en uges europæisk ungdomstopmøde, og det er tanken, at konceptet bæres videre til fremtidige kulturhovedstæder.
Blandt de støttede internationale projekter byder kulturhovedstadsåret på den eksperimenterende tyske elektroniske musiker Cristian Vogel, der med den nye sceniske produktion ’The Ballad of Agnete and the Merman’ gentænker det kendte gamle folkeeventyr om Agnete og Havmanden ved at kombinere det med avanceret 4D Sound teknologi og elektroniske kompositioner.
De 39 projekter fordeler sig over områderne musik, teater, dans, litteratur, performance, design, billedkunst, arkitektur, sport og film. Dermed har Aarhus 2017 offentliggjort mere end 100 projekter, der er en del af programmet for kulturhovedstadsåret.
Se oversigt over tidligere offentliggjorte projekter.
21. januar 2016 præsenterer Aarhus 2017s administrerende direktør Rebecca Matthews og programdirektør Juliana Engberg en række nye højdepunkter fra programmet i forbindelse med et pressemøde.
Download pressemeddelelse.
Se oversigt over de 39 nye projekter.