De seks smukke vikingeskibe fra åbningen af Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 får nu nyt liv ved Fregatten Jyllands museum i Ebeltoft.
Skibene, der har været på alles læber siden den magiske lys-procession i Aarhus lørdag den 21. januar, bliver udstillet side om side med museets træskibe.
”Det er helt fantastisk, at vi får mulighed for at udstille disse kunstværker og forene skibs-temaet fra Kulturhovedstadens åbning med vores aktiviteter. Det bliver poetisk,” siger en begejstret projektchef, Bo Fogh Laursen, fra Fregatten Jylland.
Det er planlagt, at publikum får adgang til skibene i vinterferien i uge syv, hvor museet vil have ekstraordinært aften-åbent hele ugen for at præsentere Aarhus 2017-skibene med det fantastiske lys fra lanternerne.
”Skibene fra vores åbning og Fregatten Jyllands museum er et perfekt match, og vi glæder os over denne maritime løsning, der giver publikum mulighed for at gense skibene,” siger Rebecca Matthews, administrerende direktør for Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017.
De seks vikingeskibe er bygget på havnen i Aarhus afThe Lantern Company sammen med en gruppe frivillige bådbyggere, og skibene repræsenterer vigtige temaer i Kulturhovedstadens program for 2017. Den største båd, der er 14 meter lang, er tilegnet frihed, velfærd, uddannelse. Andre både symboliserer naturen, landbruget, teknologi og videnskab og nydanskere.