Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 vil gentænke og udvikle danskernes madvaner og forhold til fødevarer og bæredygtighed. Nu går Arla ind som samarbejdspartner og aktiv medspiller i initiativet.
Mad spiller en væsentlig rolle i vores nationale kulturelle identitet, og Aarhus og Region Midtjylland er centrum for dansk fødevareproduktion og forskning med mange aktører og fødevarevirksomheder. Aarhus 2017 og Arla indgår nu et samarbejde, der styrker den position og sikrer, at regionen fortsat er en af de fødevareklynger i verden, som udvikler og gentænker bæredygtige løsninger og er et samlende fællesskab for skabelsen af en bæredygtig fødevarekultur.
Under overskriften Det Gode Bord vil Aarhus 2017 og Arla i fællesskab udvikle en række projekter med fokus på maddannelse, madvaner, madkultur og bæredygtighed. Et af fokusområderne er at inspirere borgerne til en sundere livsstil. En anden målsætning er at uddanne kommende generationer, så unge får en øget forståelse for madens kultur og ophav, betydningen af spild og nødvendigheden af bæredygtige løsninger. Samtidig vil Arla stille produkter til rådighed til nogle af de arrangementer og events, som Aarhus 2017 afholder.
Administrerende direktør for Aarhus 2017 Rebecca Matthews glæder sig over samarbejdet med Arla:
”Aftalen med Arla er et meget betydningsfuldt partnerskab for os, som vil løfte den Europæiske Kulturhovedstad. Arla er en stor international virksomhed med en stærk regional forankring. Arla er ansvarlig for mange arbejdspladser og arbejder målrettet på at skabe bæredygtig vækst og gentænke måden at udvikle fremtidens landbrug på. Det gør Arla til en oplagt partner for Aarhus 2017, så vi i fællesskab kan fortælle de mange gode historier om udviklingen på madområdet i regionen,” siger Rebecca Matthews.
”Det er en meget klar prioritet for os i Arla at være med til at sikre en sund og bæredygtig madkultur i Danmark. Samtidig er vi en virksomhed med stærke rødder i Midtjylland – igennem vores hovedkontor i Aarhus, vores kommende innovationscenter i Skejby, vores mange landmænd og vores mejerier – og vi ser os selv som en naturlig del af det fokus, som Aarhus 2017 vil sætte på fødevarer og madkultur,” siger Tomas Pietrangeli, direktør for Arla i Danmark, og uddyber: ”Vi er rigtig glade for, at vi kan være med til at gentænke og udvikle dette i et tæt samarbejde med en så unik begivenhed som Europæisk Kulturhovedstad 2017.”
I samarbejde med en række andre madaktører arbejder Arla og Aarhus 2017 lige nu på udviklingen af de konkrete projekter, som vil blive præsenteret senere i 2015.
Rebecca Matthews glæder sig over, at Aarhus 2017 er på rette vej i forhold til at nå målsætningen for indgåelse af aftaler med sponsorer og fonde:
”I forhold til vores overordnede målsætning var det på nuværende tidspunkt vores mål at have indgået partnerskaber for 15 millioner kroner. Jeg er meget tilfreds med, at vi nu har aftaler på plads for 32 millioner kroner, herunder 20 millioner fra Sallingfondene, samt et millionbeløb i value-in-kind. Det lover godt for det fremtidige arbejde med fundraising, og partnerskabet med Arla er med til at sætte yderligere fokus på vigtigheden af et tæt samarbejde med erhvervslivet, så Aarhus 2017 kan være banebrydende for partnerskaber mellem kultur og erhvervsliv,” siger Rebecca Matthews.
Aarhus 2017 budgetterer med indtægter på 80 millioner kroner fra fonde, sponsorer og EU.
For yderligere oplysninger:
Fonden Aarhus 2017
Pressechef Peter Vestergaard
Tlf.: 20 13 10 90
Mail: peter.vestergaard@aarhus2017.dk
Administrerende direktør for Aarhus 2017 Rebecca Matthews kan kontaktes via Peter Vestergaard.
Arla
Kommunikationsdirektør Kasper Ibsen Beck
Tlf.: 89 38 12 15
Mail: kabec@arlafoods.com