Kronprinsparret aflægger officielt besøg i Tyskland 19.-21. maj 2015 for at stå i spidsen for en dansk erhvervsdelegation. Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 og turistorganisationen VisitAarhus deltager også på turen.
Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary besøger Hamborg og München 19.-21. maj for at stå i spidsen for en dansk erhvervsdelegation, hvor over 100 virksomheder forventes at deltage. Under temaet Danish Living/Dänisches Leben vil der under besøget blandt andet være fokus på arkitektur, energi, miljø, medicinalvarer, gastronomi og design.
Kommunikationschef for Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 Bent Sørensen er med i Hamborg. Han deltager sammen med Peer H. Kristensen, der er direktør for VisitAarhus. Deres mål med turen er at øge bevidstheden om Aarhus og dermed åbne de tyske kulturturisters øjne for Aarhus’ mange kulturelle tilbud samt byens smukke arkitektur og fantastiske gastronomiske oplevelser.
Gentænk Gudstjenesten
I 2017 har Aarhus titlen som Europæisk Kulturhovedstad. Kulturhovedstaden løber over hele kalenderåret med officiel åbningsceremoni 21. januar 2017, hvor der forventes at deltage op mod 100.000 publikummer. Temaet er ’Let’s Rethink’, og tilrejsende turister kan glæde sig til et år med flere end 200 forskellige events.
En af kulturårets store begivenheder bliver ’Reformationen 2.0’, som aarhusianske Teatret Svalegangen laver i samarbejde med Aarhus Domkirke. Anledningen er 500-års jubilæet for Luthers Reformation, og publikum kan forvente en gentænkning af den klassiske Gudstjeneste.
Kunstnerisk direktør for Teatret Svalegangen Per Smedegaard fortæller:
”Vi tager fat på den grundlæggende diskussion om, hvem det moderne menneske er. Vi vil gentænke gudstjenesteformatet ved at tage dens liturgi og oversætte det til et mere moderne udtryk. Luther ville diskussionen, men gjorde op med det sanselige; vi vil både diskutere og skabe en sanselig oplevelse. Som publikum kan man forvente en kunstnerisk og æstetisk event, hvor kirkerummet bliver anvendt på en anden måde end nogensinde før. Jeg tør godt garantere, at publikum får en oplevelse, de aldrig har haft før,” udtaler Per Smedegaard.
Domprovst for Aarhus Domkirke Poul Henning Bartholin supplerer:
”Luther var anfægtet af, at forholdet mellem menneske og Gud ikke var frit i den Katolske Kirke. Han ønskede at befri mennesket gennem ordet, sproget og livet – blandt andet igennem Gudstjenesten. Luther ville grundlæggende, at der ikke skulle være nogen institution mellem mennesket og Gud. Vi vil undersøge og formulere, hvad det vil sige at være menneske i dag uden for de ideologiske religioners rum og formulere en samfunds- og kulturkritik via denne begivenhed,” siger Poul Henning Bartholin.
I forbindelse med besøget i Hamborg deltager kronprinsparret sammen med Handels- og Udviklingsminister Mogens Jensen og den danske ambassadør i Tyskland Per Poulsen-Hansen i åbningen af arkitektudstillingen CREATE WITH aarhUS på HafenCity Universität. Udstillingen, der handler om Aarhus og bæredygtig udvikling, arrangeres af The Architecture Project, der hører under More Creative.
Læs mere om CREATE WITH aarhUS.