Fonden Aarhus 2017s strategiske forretningsplan er netop udgivet. Forretningsplanen beskriver næste fase af kulturhovedstadsprojektet fra 2015-2018 med fokus på, hvad Aarhus 2017-sekretariatet skal levere og hvordan det vil gøre det.
I 2017 er Aarhus Europæisk Kulturhovedstad. Region Midtjylland samt de 18 andre kommuner i regionen bakker op omkring projektet. Politisk og kulturelt er der tale om det højest profilerede og mest betydningsfulde projekt i Danmark i årtier og en unik mulighed for at investere i Aarhus og regionen.
Der er mange mennesker, organisationer og gode kræfter involveret i at skabe Aarhus 2017 – på tværs af geografi, demografi og sektorer. Kulturhovedstadsåret er en mulighed for at skabe værdi fra kultur såvel som for kultur, ikke blot for byen og regionen, men for hele landet, hvor vi vil tiltrække erhverv, turister og talent til vores område.
Efter udnævnelsen af Aarhus til Europæisk Kulturhovedstad i august 2012 har Fonden Aarhus 2017 arbejdet på at gøre den oprindelige ansøgnings indhold til virkelighed. Vi har udviklet visionen, det økonomiske grundlag og kommunikationen af projektet. Og vigtigst af alt: vi har udviklet programmet, der omfatter tusindvis af aktiviteter fordelt over hele regionen.
Fonden Aarhus 2017s strategiske forretningsplan indeholder forskellige kapitler, der redegør for henholdsvis projektets Vision, Mission og Effekt; opbygningen af Programmet; Organisationen og dens Interessenter; Kommunikation; Budget og Finansiering samt Monitorering og Evaluering.
Administrerende direktør for Aarhus 2017 Rebecca Matthews glæder sig over, at forretningsplanen er færdig og tilgængelig for alle interesserede:
”I vores strategiske forretningsplan fokuserer vi på, hvad vi skal levere, og hvordan vi vil gøre det. Vi opstiller klare målsætninger, der gør det muligt for os at måle vores resultater og dermed gøre 2018 til begyndelsen på en ny æra for vores region i Europa,” siger Rebecca Matthews og uddyber:
”Internt i vores organisation er forretningsplanen den strategiske rettesnor, vi vil følge fremover i vores arbejde for at skabe den mest spektakulære europæiske kulturhovedstad; samtidig er det fantastisk, at samarbejdspartnere og publikum har mulighed for at få et endnu større indblik i, hvor langt vi er allerede nu, og hvor vi er på vej hen,” siger Rebecca Matthews.
Den strategiske forretningsplan er suppleret af en intern handlingsplan for, hvordan Aarhus 2017 vil opnå sine årlige målsætninger. Forretningsplanen bliver opdateret årligt.
Læs hele forretningsplanen her.