I forbindelse med Aarhus 2017s besøg i baskiske San Sebastián underskrev parterne en aftale om samarbejde inden for felterne gastronomi, film og musik.
San Sebastián i Spanien er Europæisk Kulturhovedstad i 2016. Derfor besøger en delegation fra Aarhus bestående af blandt andre kulturrådmand Rabih Ali Azad-Ahmad og administrerende direktør for Aarhus 2017 Rebecca Matthews fra 25.-27. november den nordspanske by. Tirsdag aften mødtes delegationen med Juan Karlos Izagirre, som er borgmester i byen og bestyrelsesformand for San Sebastián 2016.
Den administrerende direktør for San Sebastián 2016 Pablo Berástegui og Eneko Garate, som er ansvarlig for byens internationale samarbejder, var ligeledes til stede i de smukke omgivelser på Rådhuset, der er et tidligere casino med en fantastisk udsigt over La Concha bugten.
Til mødet blev der underskrevet en samarbejdsaftale, hvor de to europæiske kulturhovedstæder forpligter sig til at arbejde sammen om en række projekter inden for felterne gastronomi, film og musik.
Samarbejdet mellem kulturhovedstæderne har til formål at styrke projekternes internationale dimension yderligere samt sikre, at de to byer har en stærk samarbejdspartner både før, under og efter året som Europæisk Kulturhovedstad.
Udveksling af gaver og erfaringer
Som indledning til forhandlingerne om samarbejdsaftalen blev der udvekslet gaver. Aarhus 2017 gav en bog om Aarhus og Dansk Design og modtog en bog om San Sebastián og en model af en traditionel robåd fra Baskerlandet.
Onsdag 26. november var der arbejdsmøde med sekretariatet for San Sebastián 2016. Det foregik på en nedlagt brandstation, som er sekretariatets officielle kontor. Her udvekslede Pablo Berástegui, Eneko Garate og kulturdirektør Xabier Paya Ruiz erfaringer og ideer med Aarhus 2017-bestyrelsen.
Fra Fonden Aarhus 2017s bestyrelse deltog:
• Rabih Ali Azad-Ahmad, Rådmand for Magistratsafdelingen for Kultur og Borgerservice, Aarhus Kommune
• Anders Nørgaard, formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Favrskov Kommune
• Kristian Dyhr, formand for Kulturudvalget, Horsens Kommune
• Rikke Dalbøl Øxner, tidligere musikchef hos Roskilde Festival
• Jonas Hjul Hallberg, ejer af ”Ikke en Pind ApS”