Med støtte fra de to store danske fonde Det Obelske Familiefond og Ny Carlsbergfondet kan Aarhus 2017 realisere en ambitiøs satsning på moderne samtidskunst.
Med fem millioner kroner fra Det Obelske Familiefond og med yderligere tre millioner kroner fra Ny Carlsbergfondet til projektet COAST TO COAST har Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 fået en enestående mulighed for at præsentere kunstoplevelser af høj international standard.
Under overskriften COAST TO COAST præsenterer Aarhus 2017 værker af blandt andre Barbara Kruger, Jenny Holzer, Douglas Gordon, Angelica Mesiti, Zimoun, Maria Hassabi samt Nathan Coley, der alle er meget anerkendte internationale kunstnere og sikrer Den Europæiske Kulturhovedstad stor opmærksomhed også fra udlandet. Desuden indgår de danske kunstnere Marie Højlund og Morten Riis i COAST TO COAST.
”Med støtten fra de to store fonde får Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 mulighed for at præsentere noget af det ypperste, internationale samtidskunst. Projektet COAST TO COAST understøtter vores visioner om at præsentere ambitiøs, ekstraordinær og involverende kunst. Jeg glæder mig virkelig meget til at opleve, hvordan publikum tager imod dette projekt i hele Region Midtjylland, og hvordan COAST TO COAST kan være med til at binde regionen sammen,” siger administrerende direktør for Aarhus 2017, Rebecca Matthews.
De tre millioner kroner fra Ny Carlsbergfondet er øremærket til at præsentere ti værker af den skotske prisvindende kunstner Nathan Coley. Nathan Coley er blandt andet kendt for at præsentere sine slagkraftige budskaber som lysende manifester på facader og stilladser, placeret i landskabet – ofte hvor man mindst ville vente at støde på dem.
”Aarhus 2017 har sammensat et kunstnerisk program, der kvalitativt er på så højt et niveau, at vi i fondet er glade for at kunne bidrage. Vi håber, at rigtig mange mennesker vil møde og reflektere over Nathan Coleys funklende værker rundt om i landskabet samt lade sig inspirere af kulturhovedstadens mange spændende tilbud som sådan,” siger formand for Ny Carlsbergfondet, Karsten Ohrt.
Publikum kan opleve værkerne i projektet COAST TO COAST på busser, på bygninger, på torve og i landskabet over hele regionen i kulturhovedstadsåret, og Det Obelske Familiefond har som nævnt doneret fem millioner kroner til det samlede projekt.
"Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 er en enestående mulighed for at vise international samtidskunst i absolut særklasse i en dansk kontekst og i varierende spændende rammer rundt om i byen for et meget stort publikum. Vi er utrolig glade for at bidrage til, at det kan lade sig gøre i så stort et format og med så bred en publikumskontakt!”, siger direktør for Det Obelske Familiefond, Søren Bojer Nielsen.
De otte millioner kroner fra Det Obelske Familiefond og Ny Carlsbergfondet indgår i den samlede fundraising på 83 millioner kroner fra fonde og sponsorer, som Aarhus 2017 offentliggjorde i sidste uge. De 83 millioner kroner er under forudsætning af, at Aarhus 2017 modtager EU’s Melina Mercouri Pris på 11 millioner kroner, som Aarhus 2017 er nomineret til.
Download pressemeddelelse