Grib chancen. Aarhus 2017 bliver en enestående mulighed for at styrke regionens virksomheder i et år, der for alvor vil brande Aarhus både nationalt og internationalt.
”Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 er et storslået og afgørende projekt som for alvor kan være med til at brande Aarhus og hele regionen i Europa. Vi har en klar forventning om, at året som Europæisk Kulturhovedstad vil sætte varige spor og for alvor kan være med til at løfte vores region til en ny europæisk synlighed og betydning.” Sådan siger direktøren for virksomheden Kvadrat i Ebeltoft, Anders Byriel.
Han understreger, at det gælder om at gribe muligheden, mens den er her, for Aarhus som Europæisk Kulturhovedstad er noget, som kun sker én gang i vores levetid.
”Et af de tiltag, der revitaliserede København, var Kulturby96. Der var et før og efter med masser af positive forandringer, som har løftet byens kultur- og erhvervsliv videre. Derfor var jeg meget begejstret, da Aarhus blev udpeget som Kulturhovedstad,” siger Anders Byriel, der også er næstformand i bestyrelsen for Aarhus 2017.
Ny energi til regionen
”Aarhus har tidligere været lidt indadvendt. Engagementet i kulturhovedstadsåret vil forandre byen, som her har mulighed for at skabe sin egen historie som europæisk by,” mener Anders Byriel og fastslår, at ikke alene Aarhus, men hele regionen vil få ny energi gennem projektet.
Han henviser til erfaringerne fra tidligere kulturhovedstæder, blandt andet Liverpool (2008), der fuldstændig forandrede byen, som både i 2008 og i årene efter har tiltrukket mange gæster både fra England og internationalt. Byen har også tiltrukket flere kunstnere, kulturaktører og virksomheder.
”Som kreativ virksomhed er det fuldstændig uundgåeligt at være med. Jeg forstår ikke, man som virksomhed kan leve uden at være med. Jeg ser de mange aktiviteter som vitaminer for virksomheden og medarbejderne. I Kvadrat har vi bevidst valgt at flytte begivenheder her til landet i 2017 i stedet for at holde dem andre steder i verden. Der er så meget at tilbyde kunder og gæster, men også mange aktiviteter, der kan inspirere medarbejderne.”
Anders Byriel er overbevist om, at de mange hundrede projekter og begivenheder, der bliver udviklet nu og i kulturhovedstadsåret næste år, vil ændre den måde, man arbejder på.
”Virksomhederne trænes med engagementet i at blive bedre til at lave kulturprojekter. De kan komme til at bevæge sig fra trin to til trin fire på kulturtrappen. Det vil give nogle stærkere kreative brancher og styrke regionen i Danmark og Europa."
Det midtjyske område er innovativt inden for arkitektur, film og animation og var tidligere kendt for et blomstrende musikmiljø. De kreative miljøer rykker videre til andre miljøer, hvis der ikke er” gang i den”:
”Skabelsen af de 3-400 begivenheder og aktiviteter kan være med til at sikre, at vi også efter 2017 har en kritisk størrelse af kreative virksomheder og miljøer i denne landsdel,” siger Anders Byriel, og tilføjer, at jo hurtigere en virksomhed engagerer sig i et partnerskab, jo mere markedsføring får den i 2016 og 2017.
Og netop engagementet fra erhvervslivet er ifølge administrerende direktør for Aarhus 2017, Rebecca Matthews, helt essentiel for at kulturhovedstadsåret bliver en succes:
”Vores år som Europæisk Kulturhovedstad bliver en game-changer i samspillet mellem forretningslivet, kulturlivet og partnerskaber med erhvervslivet. Det er helt afgørende, at vi får den opbakning. Det er vi meget taknemmelige for,” siger Rebecca Matthews.
Læs mere om Kvadrat på virksomhedens hjemmeside
Læs mere om, hvordan du bliver partner i Aarhus 2017