I forbindelse med Aarhus 2017 gentænker otte midtjyske byer brugen af byens rum
Hvor mange er der egentlig, der dyrker parkour? Og hvor mange caféer er der plads til i en mellemstor jysk provinsby? De spørgsmål har fået otte midtjyske kommuner til at gå sammen i projektet ”Urban Lab”. I fællesskab vil de blive klogere på, hvordan man skaber det ønskede byliv. Samarbejdet foregår også på tværs af afdelingerne i kommunerne, primært kulturafdelingerne og byplanafdelingerne.
Projektet er støttet af Aarhus 2017.
"Urban Lab lever i dobbelt forstand op til Aarhus 2017' s slogan om at ' gentænke", siger Gitte Just, programdirektør i Aarhus 2017.
"Når man omdanner et byområde, så bør man gentænke det, så man sikrer, at man får et aktivt og levende byrum, som flest mulige får benytter sig af og får glæde af på forskellige tidspunkter og til forskellige formål. Men er vi gode nok til det? Vi har brug for at gentænke, om vi er gode nok til at involvere borgerne i at gentænke brugen af byområder og -rum. I udlandet kan vi se, at man ønsker at lave nogle flotte projekter, der hver især skiller sig ud, men når man ser dem samlet, er de sørgeligt ens".
Urban Lab tager derfor udgangspunkt i den lokale kulturhistorie og stedsidentitet.
Et centralt greb er at inddrage de mennesker, der bruger områderne, eller kan tænkes at ville bruge områderne.
Projektet kommer til at bestå af workshops og konkrete kunstneriske nedslag.
"Hvis vi for eksempel vil arbejde med temaet bæredygtighed, så skal det ikke kun ske ved, at vi afholder en workshop", siger Ole Wolf, der er styregruppeformand for projektet og derudover arbejder i Kulturafdelingen i Horsens Kommune. Efterfølgende skal der være et nedslag i en af de deltagende byer, hvor en kunstner laver et midlertidigt projekt om bæredygtighed. På den måde bidrager vi til, at de enkelte kommuner får et konkret billede af, hvad der kan lade sig gøre, og hvad der ikke kan.