Mandag den 7. januar klokken 12.00 udløb ansøgningsfristen for de to direktørstillinger i fonden Aarhus 2017, der står bag Aarhus som Europæisk Kulturhovedstad. I alt 73 personer fra flere europæiske lande har søgt stillingerne som henholdsvis administrerende direktør og programdirektør.
31 personer har søgt stillingen som administrerende direktør, 26 ønsker at blive programdirektør, mens yderligere 16 har søgt begge stillinger i den Europæiske Kulturhovedstad 2017.
”Jeg er rigtig glad for det store ansøgerfelt. Det vidner om en enorm interesse for to meget vigtige stillinger. Det er dejligt at se, at stillingerne også har vakt stor international interesse. Det understreger det europæiske potentiale, ” siger borgmester i Aarhus og formand for Fonden Aarhus 2017 Jacob Bundsgaard.
I alt 30 udlændinge har søgt de to stillinger. Ni har søgt stillingen som administrerende direktør, otte har søgt programdirektørstillingen, mens yderligere 13 personer har lagt billet ind på begge stillinger.
Ansøgerfeltet består af 20 kvinder og 53 mænd.
”Der er tale om et spændende internationalt felt med kvalificerede ansøgere fra både ind- og udland. 73 ansøgere er stort felt, og det understreger, at der er tale om to helt unikke stillinger,” siger direktør i Mercuri Urval Tina Overgaard.
Mercuri Urval går nu i gang med at sammenholde ansøgernes kvalifikationer med de i stillingsopslagene stillede krav. Herefter udvælges relevante ansøgere til første samtalerunde, der finder sted i slutningen af januar.