Aarhus 2017 Festival Event
Præsenteret af The Architecture Project, Aarhus 2017 og Region Midtjylland
Fra d. 11-15. september 2017 løber en storstilet arkitekturbiennale af stablen i Aarhus. Biennalen hedder RISING Architecture Week og her har borgerne mulighed for at opleve gratis udstillinger og events i rundt omkring i Aarhus.
RISING åbnes af programdirektør for Aarhus2017 Juliana Engberg og transport- bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen og fortsætter med et kæmpe debatarrangement på Aarhus Arkitektskole med bl.a. Jacob Bundsgaard og Ole Birk Olesen, hvor arkitekter, borgere og politikere får mulighed for at diskutere fremtidens arkitektur. Åbningseventen finder sted i Arkitektskolen Aarhus’ udstillingslokaler mandag d. 11. september kl. 09.00 .
Ugen igennem fyldes byen med en lang række arkitekturevents of fire udstillinger, der alle er gratis at opleve. Udstillingerne kan findes på Dokk1, Arkitektskolen Aarhus, Aarhus Havn og i Vennelystparken. Fælles for dem er, at de alle er nyskabende og formidler, hvordan arkitektur, byggeri og byudvikling kan løse samfundsudfordringer.
Derudover er der mere end 25 events i byen, som alle er gratis og som er arrangeret i samarbejde med bl.a. byens arkitektvirksomheder. De giver derfor borgerne en unik mulighed for at udforske arkitekturfaget; Kom på besøg hos nogle af Aarhus’ mest kendte tegnestuer eller hør om tilblivelsen af Isbjerget og Bispetorv. Det bliver desuden muligt at se en autisme-bolig eller høre om Aros’ planer for en underjordisk udvidelse.
I forbindelse med RISING Architecture Week 2017 afvikles konferencen RISING Exchange Conference i Den Rå Hal på Godsbanen i Aarhus d. 13. og 14. september. Her samles en lang række af de vigtigste aktører inden for arkitektur, byggeri og byudvikling for sammen at sætte fokus på, hvordan arkitektur og byggeri kan bidrage til en bæredygtig udvikling af vores byer og samfund. Blandt konferencens hovedtalere er den danske byudvikler Jan Gehl og hollandske Daan Roosegaarde, der bl.a. er kendt for sine smogsugende skorstene, der renser luften i kinesiske storbyer.
Se hele programmet for RISING Architecture Week og RISING Exchange Conference her.