Præsenteret af Moesgaard Museum og Filmby Aarhus
En international filmisk udstilling om de menneskelige grundvilkår. Alle vi mennesker – i al vores forskellighed på tværs af tid og sted, kulturer og civilisationer - bærer på noget grundlæggende menneskeligt. Noget vi ikke kan frasige os. Noget vi ikke kan undgå at konfrontere og gennemleve. Rejsen fører beskueren ind i et fysisk landskab placeret midt i Moesgaard Museum. Gennem en visuel fortælling, der udspiller sig i de syv verdensdele, fortælles historien om menneskets rejse spændt ud mellem de to yderpunkter: fødslen og døden. Fra barnets første åndedræt i Danmark føres vi videre til kærligheden i Afrika, troen i Sydamerika, angsten i Oceanien, tabet i Nordamerika, rationalitet på Sydpolen for at se det sidste åndedræt, der tages i Asien inden, kroppen afbrændes.
Rejsen er mere end en film, mere end en udstilling. Den er en rumlig, sanselig og visuel oplevelse, der borer i spørgsmålet om, hvilken fællessum vi alle deler, for at finde frem til grundvilkåret for det at være menneske. Produceret af Zentropa Film. Instrueret og skrevet af Christoffer Boe.
Læs også: Moesgaard Museum viser filmudstilling om menneskets grundvilkår