Præsenteret af Musikhuset Aarhus og Betty Nansen Teatret
Instrueret af Peter Langdal
Mads Langer, Tim Christensen, Peter A.G. og Sys Bjerre skriver musikken, når Betty Nansen Teatret og Musikhuset Aarhus forvandler Susanne Biers Oscar-nominerede film til en musical.
Efter Brylluppet bliver instrueret af den banebrydende, prisvindende instruktør Peter Langdal og er en rørende skæbnefortælling om mennesker, der er forbundet gennem skjulte fortider, fremtidige håb, følelser og genetiske bånd. Erann DD spiller hovedrollen som den idealistiske Jacob, der bliver stillet i sit livs dilemma. Han kommer på scenen til at stå overfor Flemming Enevold og Cecilie Stenspil, der indtager de andre bærende roller som Jørgen og Helene. I øvrigt medvirker Barbara Moleko, Kasper Leisner, Hanne Uldal, Lea Thiim Harder, Anna Stokholm og mange flere.
Om Bier Trilogien
Præsenteret af Musikhuset Aarhus, Den Jyske Opera og Betty Nansen Teatret
Den Oscar-vindende danske filmskaber Susanne Bier er en af verdens mest fremtrædende instruktører. I sine værker undersøger hun, hvad der sker, når vi møder de rå følelser og udfordringer, der ligger i et liv levet hver for sig og sammen.
I 2017 bliver Biers berømte filmtrilogi Brødre, Elsker dig for evigt og Efter brylluppet overført fra lærred til scene i tre banebrydende forestillinger. Biers mest roste og populære film bliver iscenesat i tre forskellige genrer – som opera, som danseforestilling og som musical. Under ledelse af Musikhuset Aarhus bliver Brødre produceret i samarbejde med Den Jyske Opera og Aarhus Symfoniorkester. Danseforestillingen Elsker dig for evigt produceres i samarbejde med en samarbejdspartner, der offentliggøres snarest, mens musicalen Efter brylluppet produceres i samarbejde med Betty Nansen Teatret.